Problemer i provinsghettoer: Her er hver 10. unge beboer dømt

Antallet af kriminelle unge i ghettoområder er steget markant uden for de store byer. Værst ser det ud på Motalavej i Korsør, hvor hver 10. unge er dømt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det vrimler med kriminelle unge i danske ghettoer i provinsen. Således viser tal fra Danmarks Statistik, at antallet af dømte unge er steget markant i syv ud af de 20 ghettoer uden for Storkøbenhavn, Aarhus og Odense fra 2007 til 2013, skriver metroxpress.

Værst ser det ud på Motalavej i Korsør, Slagelse Kommune, hvor hver 10. unge beboer mellem 15 og 29 år er blevet dømt for at overtræde alt fra våbenloven til loven om euforiserende stoffer.

- Vi har faktisk ingen problemer med bander, men der er en hård kerne på 30 unge, som ofte går igen. Vi har haft en del sager med vold, trusler, hærværk og tyveri i området. Der har også været en del sager om påsatte brande, siger politikommissær Peter Compen, der er leder af lokalpolitiet i Slagelse, til metroxpress.

Antal firdoblet i Agervang i Holbæk

I Agervang i Holbæk Kommune er antallet af dømte unge firdoblet, mens det er mere end fordoblet i Finlandsparken i Vejle Kommune. Men i ingen anden ghetto i Danmark er procendelen af dømt unge så høj som på Motalavej.

Den udvikling kæmper byrådet i Slagelse Kommune lige nu med at vende.

- Vi arbejder hårdt på at få aktiveret fædrene og mødrene i området og få flere unge til at tage en uddannelse. Men vi ved godt, at det tager tid, siger Helle Jacobsen (V), der er formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget i kommunen.

Ved at etablere rejsehold

Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) erkender problemet, men glæder sig over, at antallet af dømte unge i danske ghettoer er faldet fra 4,66 procent til 4,29 procent i samme periode:

- Men det er klart, at vi skal være særlig opmærksomme, når det stiger i enkelte områder. Derfor er jeg netop nu ved at etablere et rejsehold, som kan rykke ud med overblik over mulighederne, hvis afdelingerne har behov, meddeler Carsten Hansen i et skriftligt svar til metroxpress.


Nyhedsoverblik