Politiet blitzer næsten 200 fartbilister på motorvej

​Politiet fangede knap 200 bilister, der kørte for hurtigt på Vestmotorvejen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der blev kørt alt for hurtigt på Vestmotorvejen ved Korsør, da politiets hastighedskontrol var på stedet torsdag.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Selvom flertallet kørte pænt, havde mange bilister på strækningen dog så travlt med at komme af sted, at de nu skal have en bøde eller et klip i kørekortet.

Flere klip

I alt blev 9461 bilister i tidsrummet 13.40 til 19.30 kontrolleret på strækningen, hvor man maksimalt må køre 110 kilometer i timen. 

Hele 189 bilister blev fanget i politiets hastighedskontrol, hvor en bilist blev blitzet med 160 kilometer i timen.

Torsdagens hastighedskontrol betyder, at bilisten målt til 160 kilometer i timen sammen med to andre bilister får et klip i kørekortet.