Plejehjem åbner for besøg efter nedlukning: - Det er næsten som en fødselsdag

Frygten for smittespredning lukkede landets plejehjem ned for besøgende. Men nu er det igen muligt at besøge beboerne på regionens plejehjem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Skål i skibet, siger Bente Thorup, mens hun skåler med sin hvide kaffekop og smiler.

Der er gang i den på plejecentret Blomstergården i Slagelse.

quote Det er næsten som en fødselsdag

Anita Thorup, Kirke Stillinge

For første gang siden den 11. marts kan Bente Thorup invitere sine døtre på kaffe i sit hjem. Frygten for smittespredning blandt særligt udsatte personer på plejehjem har nemlig hindret at besøge beboeren på selve plejehjemmet. Lige indtil i dag.

- Det er bare dejligt. Det føles som om det er flere år siden, siger Rosalinda Thorup fra Slagelse.

Bente Thorup er det dement, så årsagen til festlighederne skal lige forklares et par gange.

- Det er derfor, der er flag på bordet. Det er fordi, vi må komme ind, siger Bente Thorups anden datter, Anita Thorup fra Kirke Stillinge.

- Ja, for jeg har jo ikke fødselsdag, siger Bente Thorup.

- Nej, men det er næsten som en fødselsdag, svarer Anita Thorup.

Artiklen fortsætter under billedet.

Bente Thorup.
Bente Thorup. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Men uanset anledningen er Bente Thorup glad for at have gæster.

- Så er det ikke så kedeligt. Nixen bixen, Karen Blixen, siger hun.

Sidst Bente Thorup havde besøg af sine døtre, foregik det i et telt med en plexiglas-plade som mur mellem dem. Nu glæder familien sig over, at de igen kan være sammen ligesom de plejer.

- Hun har brugt meget af tiden i teltet, hvor hun sad der og tænkte: Hvorfor er vi her? Men her er det ikke noget til at distrahere. Her har vi mere samtale, siger Anita Thorup.

Plejehjem kan opspore gæster med smitte

På Blomstergården er der klare retningslinjer, som besøgende skal følge, forklarer leder Christina Lydolph Aaberg.

- Man starter med at spritte sine hænder, når man kommer ind, siger hun, imens hun afspritter sine egne hænder og gnider spritten rundt mellem fingrene.

quote Det er virkelig et dilemma

Christina Lydolph Aaberg, leder på Blomstergården i Slagelse

- Vi har lavet nogle sedler i forhold til registrering af besøg, så vi kan smitteopspore, hvis vi er så uheldige, at der kommer smitte. Det er sedler, hvor man skriver dato, og hvem man besøger, forklarer Christina Lydolph Aaberg.

Selvom hun er glad for igen at kunne invitere pårørende indenfor, så er hun en smule bekumret.

- Det er virkelig et dilemma, vi er i. Vi skal følge retningslinjerne, og vi vil rigtig gerne have fokus på den mentale sundhed hos borgerne – og vi ved, at de har brug for besøg. På den måde er det godt. Men samtidig er vi bange for, at vi får smitten ind, siger Christina Lydolph Aaberg.

Ruller den røde løber ud for gæsterne

Hos Plejecenter Ortved nær Ringsted skal den gode dag med besøg dokumenteres.

- Er vi ikke lidt tykhovedede. Jo det er vi, spørger Grethe Andersen, mens hendes mand Benny Andersen tager en selfie med sin mobiltelefon af dem begge to.

- Jo, du er lidt tykhovedet, griner han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Marianne Michelsen, leder på Plejecenter Ortved.
Marianne Michelsen, leder på Plejecenter Ortved. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Benny Andersen og hans kone glæder sig over, at de ikke længere skal mødes i et telt.

- Det har været meget hårdt under coronaen. Det har været noget værre skidt, siger Benny Andersen.

- Ja, det må man sgu gerne sige, tilføjer Grethe Andersen

Derfor har personalet på Plejecenter Ortved gjort deres til at fejre genåbningen med rød løber og dannebrogsflag.

- Det er simpelthen en festdag, siger leder Marianne Michelsen.

Savner stadig at kramme sin mor

På plejecentret i Ortved er der indført besøgstid i tre perioder i løbet af dagen, og her skal man modsat i Slagelse have mundbind på, når man går på gangene.

quote Vi har savnet de pårørend

Marianne Michelsen, leder på Plejecenter Ortved

Sprit, mundbind og retningslinjer er derfor linet op, og selv om coronakrisen langt fra er overstået, glæder de ansatte sig til at møde de pårørende igen.

- Vi har savnet de pårørende, så det bliver dejligt at høre, hoveddøren lige pludselig åbner og lukker igen, siger Marianne Michelsen.

Benny Andersen er også glad for at kunne besøge sin kone, præcis som han plejer.

- Jeg vil helst se hende hver dag, så jeg lige kan se, hvordan hun ser ud og har det – og så hun kan huske mig hele tiden, siger han.

Læs også
Corona lukkede for besøg på plejehjem - nu har beboerne fået det bedre
Læs også
Corona lukkede for besøg på plejehjem - nu har beboerne fået det bedre

Tilbage på plejecentret Blomstergården i Slagelse er der stadig lidt at skåle på.

- Skål i skibet, siger Bente Thorup.

Men Bente Thorups døtre må vente lidt endnu med det, som de glæder sig allermest til.

- Vi må stadigvæk ikke kramme hende, men det bliver det næste, siger Anita Thorup.


Nyhedsoverblik