Nye boliger giver hjemløse tag over hovedet

Torsdag var der rejsegilde på otte lejligheder, der lige nu er ved at blive bygget til hjemløse og udsatte i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det kan lyde banalt. Den bedste måde at bekæmpe hjemløshed på er at give de hjemløse en bolig.

Men for nogen er det faktisk starten på en stor bedring af problemerne - og nu er otte nye boliger til de hjemløse og udsatte på vej i Slagelse. Torsdag var der rejsegilde på byggeriet 'Skæve Boliger', som er målrettet borgere med tunge sociale problemer.

- Det her er sindssygt stort. Det er helt vildt godt, siger Karen-Marie Heltoft, der er forstander på Forsorgscenter Toften i Slagelse, hvor boligerne ligger.

Læs også
Børn sørger for julegaver til værested
Læs også
Børn sørger for julegaver til værested

Målet med boligerne er, at man kan give de hjemløse et sted at bo med en billig husleje, mens man får styr på de ofte komplekse problemer, der har ramt dem. De hjemløse kæmper tit med psykiske problemer eller misbrug - og nogen begge dele.

- Det er en milepæl. Vi har i lang tid kæmpet for at få disse boliger sammen med KFUM Sociale arbejde og Slagelse Kommune, fortæller hun.

Karen-Marie Heltoft er rigtig glad for, at der nu kan komme otte nye skæve boliger til Slagelse.
Karen-Marie Heltoft er rigtig glad for, at der nu kan komme otte nye skæve boliger til Slagelse. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Til rejsegildet torsdag var der både flag og varme pølser - og mange var mødt op for at markere milepælen i byggeriet.

Tror på effekt

En af dem er Nicklas Sørensen, der tidligere har boet på Forsorgscenter Toften i et års tid.

- Jeg tænker, at det her er en rigtig god idé for dem, der er hjemløse. Det er en god måde at sikre, at de kommer væk fra gaderne, eller hvor de nu er. Så kan de komme ud af problemerne, siger han.

Han peger samtidig på, at det kan give et socialt sammenhold med andre - og på den måde være en positiv ting i en tid, hvor man ellers tit sidder fast i dårlige oplevelser.

Læs også
Åbnede sit hjem for udsatte - nu har dokumentaren om "Mor-Inger" vundet en pris
Læs også
Åbnede sit hjem for udsatte - nu har dokumentaren om "Mor-Inger" vundet en pris

En stor undersøgelse af Danmarks problem med hjemløshed fra 2022 viste, at Slagelse er den kommune i vores landsdel, der har flest hjemløse i forhold til antallet af borgere. Ifølge rapporten var der 149 hjemløse i kommunen.

Anbefalet strategi

Rapporten pegede dengang også på de komplekse forhold omkring de hjemløse  og anbefalede, at man gør som nu i Slagelse og gør det muligt at hjemløse kan få et sted at bo, før man sætter ind over for øvrige problemer.

Strategien hedder Housing First og er en kombination af bolig- og støtteløsninger til hjemløse. Og det er en rigtig god måde at arbejde med hjemløshed på, siger Karen-Marie Heltoft.

- Det er en hel særlig tilgang, hvor man ikke kigger på kun én problemstilling, men hele vejen rundt om den enkelte person. Hjemløse har tit flere sammensatte problemstillinger, så man kigger på det hele menneske, og det er noget af det, som man rent metodisk arbejder med, siger hun.

Læs også
Slagelse har fået færre unge hjemløse
Læs også
Slagelse har fået færre unge hjemløse

Tanken har været brugt i Slagelse siden 2013 og er altså ikke ny.

- De her boliger virker godt til lige præcist den her målgruppe. Vi har yderligere 20 skæve boliger. Så der er efterhånden en del skæve boliger i kommunen, siger hun.

Om det er nok er for tidligt at sige.

- Det kan godt være, at der kan komme et billede af, at vi har brug for mere, men lige nu er vi bare glade for de otte boliger, siger hun.

De nye boliger kommer til sammen til at koste 9,4 millioner kroner - hvoraf Slagelse Kommune betaler 2,4 millioner. For at komme i betragtning til at bo i de nye boliger skal man visiteres af kommunen. Til gengæld opbygges boligerne handicapvenligt.


Nyhedsoverblik