Snekaos skaber trafikale problemer - politi kommer med opfordring
De mange timer med sne skaber trafikale udfordringer på vejene.
Særligt i Korsør, Slagelse og Sorø har der gennem dagen været flere materielle uheld på grund af glatføre. Især lastbiler er kommet galt afsted og kørt af sporet.
Det fortæller vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Jesper Skotte.
På Fulbyvej ved Sorø er en lastbil sen mandag eftermiddag gledet væk fra vejen og ud i sneen, hvilket generer kø ned til Elmebjergvej, oplyser vagtchefen.
Tidligere på eftermiddagen spærrede et uheld og dertilhørende oprydningsarbejde frakørsel 39 Slagelse S på Vestmotorvejen i vestgående retning.
På omfartsvejen i Slagelse meldte Vejdirektoratet desuden om forlænget rejsetid på op til 30 minutter grundet en haveret lastbil.
Politiet opfordrer til, at man kører efter forholdene og holder god afstand på vejene.
- Kør efter forholdene og hold god afstand. Det kan være glat, selvom man ikke kan se det på vejene, siger Jesper Skotte.
Vejdirektoratet melder desuden om sne- og isglatte veje flere steder i regionen.
Opdatering: Artiklen er opdateret med informationer fra politiet.