Mand reddet ud af flammer

En 78-årig mand blev i nat reddet ud af en brændende lejlighed i Skælskør. Hans tilstand betegnes som kritisk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Klokken kvart over fire i nat fik alarmcentralen et opkald om en brand i en etageejendom i Vestergade i Skælskør. Da brandvæsenet nåede frem, reddede røgdykkerne en bevidstløs 78-årig mand ud hans lejlighed.

- Manden blev kørt på Slagelse sygehus, men han er blevet overført til Rigshospitalet, fordi han har svær røgforgiftning, siger vagtchef Kenneth Pedersen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Ifølge politiet er den 78-åriges tilstand stadig kritisk.

Mellem otte og ti andre beboere blev desuden evakueret, indtil flammerne var under kontrol. Brandteknikere skal i dag forsøge at finde årsagen til branden.

- Vi har en formodning om, at det var et tændt komfur, siger Kenneth Pedersen.