Mand fundet dræbt i Korsør

En mand, der er mistænkt for at have begået et drab fredag i Korsør, fremstilles lørdag i grundlovsforhør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 56-årig mand er blevet dræbt i Korsør fredag aften.

Det oplyser Rune Dahl Nilsson, der er vicepolitiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, kort inden klokken 01.30 lørdag.

En mand, som politiet formoder er gerningsmanden, er blevet anholdt.

Han fremstilles i grundlovsforhør i løbet af lørdag. Vicepolitiinspektøren kender ikke tidspunktet for grundlovsforhøret.

Han ønsker ikke at oplyse alderen på den anholdte.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter drabet var politiet massivt til stede på Solbakken og Fasanstien i Korsør.

Tidligt lørdag morgen er politiet fortsat til stede på Solbakken, hvor de efterforsker.

quote Vi konstaterer, at der ligger en mand, som er dræbt

Rune Dahl Nilsson, vicepolitiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Politiet fik anmeldelsen kort før klokken 21.30 fredag aften, hvorefter det kører til stedet.

- Vi konstaterer, at der ligger en mand, som er dræbt, siger vicepolitiinspektøren.

- Kort tid efter får vi anholdt en person dernede, som vi formoder er gerningsmanden.

Politiet: - Vi ser det som en isoleret hændelse

Politiet betragter det som en isoleret hændelse. Rune Dahl Nilsson kan ikke sige yderligere om motivet bag hændelsen af hensyn til efterforskningen.

Han kan heller ikke oplyse, hvilken type af forbrydelse der er gået forud for den 56-åriges død.

Rune Dahl Nilsson oplyser derudover, at beboere i området ikke bør være bekymrede.

- Vi ser det som en fuldstændig isoleret hændelse, så det er ikke noget, som borgerne skal være utrygge ved. Vi mener, at vi har styr på det for nuværende, siger Rune Dahl Nilsson.

Lørdag morgen har TV2 ØST talt med efterforskningsleder Rune Dahl Nilsson. Han oplyser, at den mistænkte bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag klokken 12.30 ved Retten i Næstved.

Af hensyn til efterforskningen vil han ikke oplyse yderligere.


Nyhedsoverblik