Lise mistede evnen til at male efter tre blodpropper i hjernen – nu er hun kåret som årets kunstner

Efter tre blodpropper i hjernen skulle Lise Blicher Christensen starte forfra med at læse, skrive og male. Nu er hun kåret som Årets Kunstner i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er lidt af en bedrift, at hun i dag svinger sin pensel. Også selvom hun har malet hele sit liv.

For nogle år tilbage blev Lise Blicher Christensen nemlig ramt af tre blodpropper i hjernen, hvor hun måtte lære at læse og skrive igen.

- Livet for mig selv og familien, det væltede jo. Det var hårdt, fortæller Lise Blicher Christensen.

Lysten til at male forsvandt også i et par år. Men hun gav ikke så let op og begyndte forfra med alt det kreative.

- At jeg kunne få lov at bevare den evne og kreativitet, altså det er jo ikke på lige så højt blus mere, for jeg kan ikke koncentrere mig i så lang tid ad gangen, men det har givet mig meget liv tilbage.

quote Det er super dejligt, virkelig en anerkendelse

Lise Blicher Christensen, Årets Kunstner 2021

Det er i sit hjem i Slagelse, hun maler. Det er også her, hun har malet vinderbilledet, som gav hende prisen som Årets Kunstner i Slagelse kåret af Det Gamle Trykkeri.

- Det er lidt vildt, ja. Det er super dejligt, virkelig en anerkendelse, siger Lise Blicher Christensen.

Det er Lise Blicher Christensens billede af hjorten, som hun har vundet prisen med.
Det er Lise Blicher Christensens billede af hjorten, som hun har vundet prisen med. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

20 års værker samlet

I nu 20 år har Det Gamle Trykkeri i Slagelse kåret årets lokale kunstner. Og det fortjener at blive markeret, mener Slagelse Kunstforening. I en ny særudstilling i Røde Tårn i Slagelse har de derfor samlet værkerne fra alle vinderne igennem årene.

- De er dygtige på hver deres felt. Meget forskellige, men ikke nødvendigvis professionelle eller kendte, siger Knud Erik Sørensen, der er formand for Slagelse Kunstforening.

Hvert eneste år bliver vinderbilledet fra Årets Kunstner lavet til en plakat hos Det Gamle Trykkeri og flere af dem kan man opleve på særudstillingen.
Hvert eneste år bliver vinderbilledet fra Årets Kunstner lavet til en plakat hos Det Gamle Trykkeri og flere af dem kan man opleve på særudstillingen. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST
Udstillingen kan opleves til og med søndag den 17. oktober i Røde Tårn i Slagelse, hvor der er gratis adgang.
Udstillingen kan opleves til og med søndag den 17. oktober i Røde Tårn i Slagelse, hvor der er gratis adgang. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

Ifølge Slagelse Kunstforening er det sjældent, at så mange forskellige værker er samlet. Derfor er særudstillingen en unik mulighed for at opleve den lokale kunst.

- Hvis man åbner sig, så får man sig et kig ind i billedverdenen, og det er sundt for sjælen, siger Knud Erik Sørensen.


Nyhedsoverblik