Kvinde stukket ned ved indkøbscenter

Politiet var mandag eftermiddag til stede ved VestsjællandsCentret i Slagelse, hvor de har anholdt en mand efter et knivstikkeri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi havde mandag eftermiddag afspærret området foran VestsjællandsCentret i Slagelse og anholdt en mand. 

Mandag aften oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Stefan Jensen, at der var tale om et knivstikkeri mellem en mand og en kvinde. 

- Vi har anholdt manden, og vi har en forurettet, der er bragt til Slagelse Sygehus, siger han og tilføjer at kvinden, der blev stukket med kniven, er uden for livsfare. 

Billeder viser, at en mand blev ført væk i en DNA-dragt, og politiet oplyser, at han vil blive fremstillet for grundlovsforhør i løbet af tirsdag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Afspærring fjernet

Politiet har mandag aften fjernet afspærringen ved centeret. 

- Afspærringen er ophævet, og hundene, der har gået og søgt efter gerningsvåben, er også færdige, siger Stefan Jensen. 

- Vi har fundet noget, vi formoder er gerningsvåbnet. 

Politiet har ikke haft mulighed for at afhøre hverken manden eller kvinden, der var involveret, og ved derfor ikke, hvad motivet bag knivstikkeriet kan være. 

Men Stefan Jensen understreger, at der ikke er tale om en banderelateret situation.

Opdateret:
Mandag aften er der tilføjet informationer og citater fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som fortæller, at der var tale om et knivstikkeri ude foran VestsjællandsCentret.

Nyhedsoverblik