Hærværksmænd ødelægger flagstænger i Slagelse for anden gang

Slagelse Hostel er plaget af hærværk. To gange på to måneder har ukendte gerningsmænd ødelagt flagstænger på stedet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har ikke været sjovt at været administrator på det nyåbnede Slagelse Hostel den seneste tid.

To gange på to måneder har ukendte gerningsmænd nemlig ødelagt deres flagstænger. Hærværket består i, at flagstængerne bliver hevet op af jorden med betonsokkel og det hele.

Samtidig er et dansk, svensk, norsk og tysk flag blevet stjålet.

- Det her er noget, vi gør for at få Slagelse med. Når turisterne kommer oppe fra motorvejen og skal overnatte, så flager vi for dem for at sige: ”Kom ind, kære turist, kom ind og læg nogle penge i Slagelse”, siger administrator Jens Würtz.

- Og så går der sådan nogle mærkelige mennesker og ødelægger det. Jeg ved ikke, om det er curlingbørn, eller om der er nogle forældre, der har svigtet. Jeg ved det ikke. 

Artiklen fortsætter under billederne...

Jens Würtz er rigtig ked af hærværket, som vil koste mange penge at reparere.
Jens Würtz er rigtig ked af hærværket, som vil koste mange penge at reparere. Foto: Frederik Thorup
Flagstængerne er blevet hevet op med betonsokkel og det hele.
Flagstængerne er blevet hevet op med betonsokkel og det hele. Foto: Frederik Thorup

Ved at renovere for 10 mio. kroner

Hærværket er især ærgerligt for hostellet, fordi de er ved at renovere stedet for op mod ti millioner kroner. Det skal laves om til en moderne overnatningsplads. Men nu skal der også bruges 10.000 kroner på at reparere flagstængerne – og endnu flere penge på at sørge for, det ikke sker igen.

- Vi bliver jo nødt til at sætte et hegn op bag den her flotte hæk, og så skal vi lave et hegn med en låge, der lukker klokken 18 om aftenen. Så laver vi et hegn hele vejen ud på Bjergbygade, så folk ikke kan komme herop, og så sætter vi en stolpe op med overvågning, så vi kan se, hvem der kommer ud og ind, og om der er nogen, der hopper over hegnet, siger Jens Würtz.

Slagelse Hostel åbnede den 1. juli.


Nyhedsoverblik