Flygtninge giver millioner af kroner i Slagelse Kommune

Det er en god forretning for Slagelse Kommune at huse flygtninge. Det viser regnskabet for 2016.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Strømmen af flygtninge til Danmark har skabt stor debat. Men i Slagelse Kommune har de mange fremmede også givet penge i kassen.

Det skriver Sjællandske.

Regnskabet for sidste år viser, at der er overskud på posten "Udgifter til flygtninge 2016".

quote Vi har bedt om at få en ny udregning, hvor de udgifter til administration er regnet med, så vi kan finde ud af, hvad den sætning dækker over

Helle Jacobsen, formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget, Slagelse Kommune

Kommunen havde udgifter til flygtninge for godt 48,5 millioner kroner. Penge, der blandt andet er brugt på integrationsydelse, sprogundervisning, pasningstilbud og boligplacering.

Samtidig havde Slagelse Kommune indtægter på flygtningeområdet for i alt 51,75 millioner kroner. Dermed er der et samlet overskud på kontoen på godt 3,2 millioner kroner.

Indtægterne kommer fra forskellige tilskud og refusioner fra staten. De danske kommuner modtog blandt andet to ekstraordinære tilskud i 2015 og 2016.

Der er dog et forbehold i de beregninger, som er blevet forelagt beskæftigelses- og integrationsudvalget. Her står der nemlig, at det "skal bemærkes, at der er flere udgifter, der i dette ikke er opgjort, blandt andet udgifter til administration".

Det undrer udvalgets formand.

- Vi har bedt om at få en ny udregning, hvor de udgifter til administration er regnet med, så vi kan finde ud af, hvad den sætning dækker over, siger Helle Jacobsen (V) til Sjællandske.


Nyhedsoverblik