- En langstrakt skandale, siger medlem af miljøudvalg

Socialdemokraterne i Slagelse Kommune kræver handling fra ministeren i sagen om udledning af farlige miljøstoffer fra IWS i Skælskør.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Arbejdernes internationale kampdag blev i dag fejret blandt lokale socialdemokrater i Skælskør.

Men det hele var ikke kun fest og farver. 

Der er kommet malurt i bægeret for socialdemokraterne i forbindelse med det norskejede industrispildevandsrenseanlæg IWS i Stigsnæs ved Skælskør, som flere gange har været i vælten.

quote Hvis ikke han gør det ordentligt, så må han have besked fra os ude i landet

Søren Hjorth (S), næstformand i Korsørkredsen

Senest i februar, hvor Miljøstyrelsen udstedte et påbud til virksomheden, efter de havde fundet huller fyldt op med forurenet jord, tilstoppede afløb og tydelig udsivning af olieholdigt affaldsvand.

Og nu er den så gal igen.

Søren Hjorth (S), der er næstformand i Korsørkredsen, mener, at det er ministeren, der står til ansvar for at agere på de miljøfarlige stoffer, der udledes fra IWS.
Søren Hjorth (S), der er næstformand i Korsørkredsen, mener, at det er ministeren, der står til ansvar for at agere på de miljøfarlige stoffer, der udledes fra IWS. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Ifølge en afsløring lavet af DR, fortsætter IWS, det tidligere RGS Nordic, med at udlede forhøjede koncentrationer af miljøfarlige stoffer i havområder, hvor grænserne for, hvor meget forurening, der må være i vandet, er overskredet for længst.

Så nu bliver miljøminister Magnus Heunicke (S) opfordret af sine egne partifæller til at trække i arbejdstøjet.

Læs også
Naboer klager over stank af rådne æg og olie - nu får de medhold
Læs også
Naboer klager over stank af rådne æg og olie - nu får de medhold

- Miljøministeren har haft redningsvesten på ude ved vandet, nu skal han tage arbejdshandskerne på inde i ministeriet og på den måde forbedre havmiljøet, siger Anne Bjergvang (S), der er medlem af miljøudvalget i Slagelse Kommune.

Ministerium greb ikke ind

I stedet for at gribe ind har Miljøministeriet i årevis arbejdet for, at virksomhederne også fremover kan fortsætte udledningerne. 

Det vurderer flere eksperter på baggrund af en lang række interne dokumenter fra ministeriet.

- Det er ikke bare en langstrakt skandale, det er også op ad bakke. Derfor foreslår jeg også, at vi omdøber Miljøministeriet til Erhvervsministeriet, nu når Miljøministeriet i højere grad tilser erhvervslivets interesser, udtaler Anne Bjergvang.

Hendes lokale partifælle mener også, at miljøministeren skal handle nu.

Onsdag fejrede lokale socialdemokrater 1. maj med fællesspisning og sang i Skælskør.
Onsdag fejrede lokale socialdemokrater 1. maj med fællesspisning og sang i Skælskør. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

- Ministeren skal være klar til at stå på vagt for det område, han er sat til at styre, og hvis ikke han gør det ordentligt, så må han have besked fra os ude i landet, siger Søren Hjorth (S), der er næstformand i Korsørkredsen. 

Eksperter har vurderet, at Miljøministeriet har handlet i strid med loven ved at lade virksomhederne fortsætte med at udlede for høje koncentrationer.

Læs også
Miljøstyrelsen udsteder påbud til IWS
Læs også
Miljøstyrelsen udsteder påbud til IWS

- Jeg synes ikke, at miljømyndighederne har gjort det godt nok. Jeg synes, at det kunne være meget bedre, og at fremdriften kunne være meget bedre. Jeg er sikker på, at Magnus Heunicke vil gøre det godt, men jeg tror ikke, han har opbakning nok i sit ministerium, siger Anne Bjergvang.

Beboere er utilfredse

Det er ikke kun blandt socialdemokratiske medlemmer, at der er kritik af miljøministeren. 

Blandt flere af beboerne i Skælskør er der utilfredshed med ministeren, og de kræver handling. 

John Grymen fra Skælskør savner handling fra miljøministeren.
John Grymen fra Skælskør savner handling fra miljøministeren. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

- Han burde tage sig lidt sammen. Nu har det stået på derude i lang tid. Se at komme i gang og find ud af, hvad der er hvad, siger John Grymen fra Skælskør.

Han bliver bakket op ad Jens Åge Kristiansen, der også kommer fra byen.

- Han skal træde i karakter, det er jo konstateret, at der bliver udledt urenset spildevand. Der er ingen fisk tilbage, siger han.

Bliver kaldt rodebutik af minister 

Spørger man miljøministeren, er de lokale socialdemokraters kritik ikke berettiget. 

- Sagen er den, at indtil efteråret var det Slagelse, der havde ansvaret for at udstede miljøtilladelse til den pågældende virksomhed, og de ryddede ikke op, siger Magnus Heunicke og fortsætter: 

- Vi er i gang nu med at rydde op efter den meget lemfældige og langsommelige og uforståelige myndighedsudøvelse, der er sket fra Slagelse Kommune gennem mange år.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) mener ikke, at de lokale socialdemokraters kritik er berettiget.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) mener ikke, at de lokale socialdemokraters kritik er berettiget. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Han omtaler i den forbindelse Slagelse Kommunes behandling af IWS som en rodebutik.

De lokale socialdemokrater anerkender, at kommunen indtil sidste år havde ansvaret for at udstede miljøtilladelsen, men de mener stadig, at  miljøministeren skal se at komme i arbejdstøjet. 

Læs også
Giftige og kræftfremkaldende stoffer frygtes at være sivet ud i naturen
Læs også
Giftige og kræftfremkaldende stoffer frygtes at være sivet ud i naturen

- Det er forkert af miljøministeren, at vi bare skal rette op på noget, der er overgået til ham. Vi har hele tiden administreret efter den lovgivning, som miljøministeriet har udstukket. 

- Jeg synes i stedet for, at man nu skal kigge fremad og sige, nu skal det løses. De har snart haft sagen i Miljøministeriet i et år, siger Anne Bjergvang.

Kaldt i samråd af fem partier

I september sidste år overdrog Slagelse Kommune miljøgodkendelse og tilsyn med industrianlægget IWS til Miljøstyrelsen.

Det gjorde de, da kommunen mente, at sagsbehandlingen af IWS fejlagtigt har været placeret hos dem, da den i virkeligheden burde høre under Miljøstyrelsen, da de anser IWS for at være særligt miljøbelastende.

I september sidste år overdrog Slagelse Kommune miljøgodkendelse og tilsyn med industrianlægget IWS til Miljøstyrelsen.
I september sidste år overdrog Slagelse Kommune miljøgodkendelse og tilsyn med industrianlægget IWS til Miljøstyrelsen. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

IWS eller Industrial Water Solutions er Danmarks største anlæg til rensning af industrispildevand, som importerer og renser klassificeret farligt spildevand fra olieindustrien.

På grund af sagen har fem partier indkaldt miljøministeren til et samråd.

TV2 ØST har kontaktet IWS for at få en kommentar, men virksomheden er ikke vendt tilbage på vores henvendelse. 


Nyhedsoverblik