En hyggelig aften på kirkegård: - Det er meget livsbekræftende

Skælskør kirkegård dannede tirsdag ramme for en hyggelig Halloween-gåtur, hvor det ikke var meningen, at der var nogen, der skulle blive bange.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der var levende lys, lysende græskar samt børn og voksne, som gik tur med fakler gennem kirkegården i Skælskør.

De var inviteret til Halloween-arrangement, men formålet var ikke at skabe uhygge og rædsel.

quote Når man arbejder med døden hver eneste dag, er det meget, meget livsbekræftende at se så mange børn og voksne på kirkegården.

Morten Rune Hetoft-Jacobsen, kirkegårdsledersleder, Skælskør og Eggeslevmagle Kirkegårde

Kirkegårdslederen startede traditionen for fire år siden.

- Vi ved jo, at Halloween er noget, der bliver mere og mere populært for hvert år, der går, og vi ved, at børn og voksne er ude at gå, og dem havde vi lyst til at invitere indenfor, siger Morten Rune Hetoft-Jacobsen, der er kirkegårdsledersleder på Skælskør og Eggeslevmagle Kirkegårde.

I kirken var der en kort gudstjeneste, inden den stod på kirkegårdsvandring.
I kirken var der en kort gudstjeneste, inden den stod på kirkegårdsvandring. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

- Netop for at vise dem, at en kirkegård ikke er mere uhyggelig end det, man selv gør det til, tilføjer han.

Døden skal ikke være tabu

Men det var ikke kun kirkegården, der inviterede indenfor, det gjorde kirken også. Arrangementet startede med en kort gudstjeneste, hvor døden var på programmet - men med ønsket om at den skal aftabuiseres.

- Det er vores egne forestillinger om døden, og hvad der kan ske bagefter, som gør, at vi har nogle uhyggelige forestillinger om, hvad der kan foregå. For det aner vi jo ikke noget om. Men det er vores budskab, at vi skal leve livet frimodigt, forklarer Andreas Jensen, der er sognepræst i Skælskør og Eggeslevmagle Sogne.

Udover en prædiken blev der sunget sange i kirken.
Udover en prædiken blev der sunget sange i kirken. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Det mest uhyggelige på aftenen var de mange børns gennemførte udklædninger. Og netop børnene var da også begejstrede for arrangementet: 

 - Det er sjovt, og man kan få meget slik, lyder det fra Lea Melgaard fra Sønder Bjerge, som var klædt ud som Harley Quinn, som er en karakter fra en amerikansk tegneserie.

Søstrene Lea og Mathilde Melgaard havde klædt sig ud som Harley Quinn og vampyr.
Søstrene Lea og Mathilde Melgaard havde klædt sig ud som Harley Quinn og vampyr. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

- Det er min yndlingsting af alt, fordi der er så stille. Men alle dem med lygterne irriterer mig bare, siger Martin Vilhelm Krohn-Christensen fra Skælskør, som er klædt ud som manden med leen.

Kirkegården skal være et hyggeligt sted

Da turen igennem kirkegården var vel overstået, blev der budt på kaffe, kage og slik til børnenes 'trick-or-threat'-spande.

Blandt de voksne var ideen om at gøre kirkegården til et mindre uhyggeligt sted også god:

Læs også
Uhyggelig højtid slår fastelavn
Læs også
Uhyggelig højtid slår fastelavn

- Jeg synes faktisk, at det er godt for børnene, så kirkegården ikke bliver sådan et dårligt sted at komme men et positivt sted, siger Pernille Nielsen fra Skælskør.

Hendes veninde Mirjam Bjørnsen fra Skælskør stemmer i:

- Ja, man fjerner ligesom det der uhyggelige, der er, ved at det er de døde, man besøger. Så husker man det mere for det kærlige, og at det er familiemedlemmer, man besøger:

Livsbekræftende med børn på kirkegården

Der var stor opbakning til arrangementet, og det betyder meget for kirkegårdslederen: 

 - Når man arbejder med døden hver eneste dag, er det meget, meget livsbekræftende at se så mange børn og voksne på kirkegården, og forhåbentlig kan de her arrangementer også være med til at bryde det tabu, som døden er for mange mennesker, lyder det fra Morten Rune Hetoft-Jacobsen.

Kirkegårdsleder Morten Rune Hetoft-Jacobsen startede traditionen for fire år siden.
Kirkegårdsleder Morten Rune Hetoft-Jacobsen startede traditionen for fire år siden. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

- Det er meget vigtigt, at vi alle sammen bliver meget bedre til at tale om det. Jeg mener ikke, at man kan nyde livet fuldt ud, hvis man ikke også ved, at det en dag ender, og at man har det okay med det, tilføjer han.

Kirken i Skælskør markerer også Allehelgen på søndag med en gudstjeneste.


Nyhedsoverblik