DSB melder om normal togdrift igen efter togkaos og lange køer i kulden

Passagerer måtte torsdag aften vente timevis i det iskolde vejr, efter en nedrevet køreledning skabte trafikale problemer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fredag morgen er togdriften på Fyn og i resten af landet normal igen.

Det sker, efter at en nedrevet køreledning torsdag aften skabte kaos på Odense Banegård og gjorde det umuligt at komme videre med tog mod Nyborg og Sjælland.

Det oplyser DSB til TV 2.

Det første tog fra Odense mod København og dermed Nyborg kørte klokken 2.51, mens det første tog i den modsatte retning fra Nyborg mod Odense og Aarhus afgik klokken 02.10.

Ventede timevis i bidende kulde

Tidligere torsdag betød den nedrevne køreledning, at togdriften også var indstillet over Storebælt.

Den kom dog i gang igen ved 16-tiden, hvorefter der kørte togbusser mellem Odense og Nyborg.

Lange køer til togbusserne i Odense.
Lange køer til togbusserne i Odense. Foto: TV 2

TV 2s journalist på stedet meldte om køer på 50-60 meter af mennesker, der håbede på at få en plads i en af de fem togbusser, der kørte på strækningen. Flere af dem havde små børn.

Hos DSB var man opmærksom på situationen, men der var ikke meget andet at gøre for de ventende personer end at vente yderligere.

- Der er lige nu lang ventetid på blandt andet Odense Station. Vi kan ikke skaffe de busser, der er behov for. Så der er ikke andet for end at væbne sig med tålmodighed, lød det fra DSB's pressevagt.

Køen af ventende passagerer blev afviklet i løbet af aftenen og natten.