Dropper stor havvindmøllepark

En havvindmøllepark, der skulle generere strøm til op mod 320.000 østdanske husstande, bliver droppet til fordel for de mange fugle i området.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

European Energy har kastet kluden i ringen og opgivet projekt om havvindmølleparken Omø Syd i Smålandsfarvandet.

Det oplyser virksomhedens havvinddirektør, Andreas Karhula Lauridsen.

quote Det er vi kede af, for det ville have været et ganske udmærket projekt.

Andreas Karhula Lauridsen, havvinddirektør ved European Energy

- European Energy har efter grundige overvejelser besluttet at stoppe udviklingen af havvindmølleprojektet Omø Syd, siger han og tilføjer:

- Vi har svært ved at se en vej frem, der skal sikre realiseringen af projektet.

Naturbeskyttelse spænder ben

Projektet var ellers udlagt i havplanen og European Energy havde fået forundersøgelsestilladelse samt godkendt miljøkonsekvensrapporten.

- Men siden da er der kommet et fuglebeskyttelsesområde i vejen, og hvor vi i 2021 kunne se en om end snørklet vej fremad, så er den vej mere udfordrende i 2024, siger havvinddirektøren.

Derfor har virksomheden sendt deres forundersøgelsestilladelse retur til Energistyrelsen.

- Den (tilladelsen, red.) fik vi næsten samtidig med, at vi fik at vide, at der var blevet lagt et Natura 2000-fuglereservat ovenpå. Det kom som en overraskelse for os, det havde vi ikke forventet. Og det er så det, der skaber udfordringerne, siger han.

Grøn strøm til Østdanmark

Havvindmølleparken Omø Syd skulle være på 320 megawatt (MW), som skulle generere strøm til cirka 320.000 husstande, oplyser European Energy.

- Det er vi kede af, for det ville have været et ganske udmærket projekt, siger Andreas Karhula Lauridsen.

Læs også
40 meter høj vindmølle i brand
Læs også
40 meter høj vindmølle i brand

Området i Smålandsfarvandet blev i 2021 udpeget som et Natura 2000-område. Netop det udgør en væsentlig udfordring for European Energys projekt ved Omø.

Natura 2000-områderne har til formål at bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene, oplyser Miljøministeriet.

En sejr for trækfuglene

Imens man hos European Energy ærgrer sig over det skrinlagte vindmølleprojekt, jubler fugleentusiaster.

- Det er godt nyt for de mange fugle, der hvert år benytter sig af den lavvandede Stålgrund mellem Sjælland og Lolland, siger Egon Østergaard, der er formand i Dansk Ornitologisk Forening (DOF) BirdLife, i en pressemeddelelse.

Læs også
113 år gammelt fyrtårn revet ned og solgt til skrot
Læs også
113 år gammelt fyrtårn revet ned og solgt til skrot

I det sene efterår og vintermånederne bruger en kvart million vandfugle området som uforstyrret og føderig rasteplads. 

I sensommermånederne er det et fældningsområde for talrige ederfugle, sortænder og fløjlsænder, der udnytter områdets fred og ro i de perioder, hvor de taber alle deres svingfjer og er ude af stand til at flyve i flere uger.

Vil forfølge andre projekter

Derfor er det selve placeringen af havvindmølleparken i Smålandsfarvandet, der ville være problematisk, oplyser DOF.

- Det er vores klare holdning, at havvindmøller er uacceptable i fuglebeskyttelsesområder. Derfor er det en stor sejr for områdets mange raste- og trækfugle, at vindmølleparken nu bliver opgivet, siger Egon Østergaard.

Ifølge Andreas Karhula Lauridsen har European Energy igennem årene udarbejdet en lang række rapporter, som viser, at projektet kunne have været i overensstemmelse med naturhensyn dernede, velvidende at der er mange fugle.

Læs også
Omstridte havvindmøller afvist
Læs også
Omstridte havvindmøller afvist

- Vi er især ærgerlige over, at Omø Syd kunne have været et projekt, der underbygger visionen om, at grøn energi og naturbeskyttelse kan gå hånd i hånd, siger Andreas Karhula Lauridsen.

Han oplyser, at virksomheden nu vil forfølge den vision på andre grønne energiprojekter.

Tidligere på ugen meddelte virksomheden Wind Estate, at man opgiver at etablere en havvindmøllepark ud for Møns Kyst. 


Nyhedsoverblik