Det kan være hammersvært at få golfkøllen til at ramme den lille hvide kugle, så den triller lige ned i hullet.
Men selvom golf er en udfordrende sport, så bragte det alligevel smilet frem på læberne hos børnene i 5. klasse på Nymarkskolen i Slagelse i dag.
- Jeg har ikke prøvet at spille det før. Kun minigolf. Det er sværere, end man tror, og bolden flyver ikke altid derhen, man gerne vil. Men det sjovt, og jeg kunne faktisk godt tænke mig at gå til det, siger elev Magnus Kyhn Kjærsgaard-Rasmussen.
Svært at få børn ud i foreningslivet
Og det er netop den slags glæde, som Slagelse Kommune håber breder sig hos børnene. Golf er nemlig ikke normalt på skoleskemaet i kommunen, men siden 2010 den givet tilskud til, at børnene i de lokale folkeskoler kan komme ud og prøve kræfter med klubber og foreninger.
- Vi håber at få en større juniorafdeling og få hang i spillet igen for de unge mennesker. Det er jo ikke en hemmelighed, at det er svært at få børn med i foreningslivet. Derfor er vi med i den her aktivitet i samarbejde med kommunerne for at flere herud, siger manager Bo Amossen fra Trelleborg Golfklub.
I alt vil seks skoler med i 3-400 elever besøge golfklubben de kommende uger.