Biltrafikken over Storebælt er tilbage som før corona

Tal fra Sund & Bælt viser, at personbiltrafikken i tredje kvartal af 2022 er på samme niveau som i 2019.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Personbiltrafikken over Storebæltsbroen er i tredje kvartal af 2022 for første gang siden coronapandemien tilbage på samme niveau som i 2019.

Det oplyser Sund & Bælt mandag i en pressemeddelelse.

- Det er første gang siden covid-19, at vi ser fritidstrafik på samme niveau som før pandemien køre over Storebæltsbroen. På Øresundsbron er der også kraftig fremgang i fritidstrafikken og desuden en fortsat høj vækst i lastbiltrafikken.

- Samlet set bidrager den stigende trafik positivt til resultatet for perioden, men vi forventer fortsat, at årets resultat vil være påvirket af den stigende inflation, siger administrerende direktør i Sund & Bælt, Mikkel Hemmingsen, i pressemeddelelsen.

Pressemeddelelsen kommer sammen med en delårsrapport, der viser, at vejtrafikken på Storebæltsbroen er tilbage på niveau med samme periode i 2019 før pandemien med kun 0,1 procent til forskel.

Bro tilbagebetalt i 2034

I de første tre kvartaler af 2022 passerede 32.151 personbiler broen om dagen. Medtages lastbiler og busser lyder tallet på 36.978 køretøjer dagligt. I 2021 lå det tal på 33.624, mens det i 2019 lå på 37.004.

Fra 1. januar til 30. september i 2022 lyder nettoomsætningen på 2,65 milliarder kroner for Sund & Bælt koncernen. Det gælder både vej- og jernbaneindtægter på Storebæltsbroen og Øresundsbron.

Læs også
Broløbet vender tilbage i 2023 - Storebæltsbroen kan fejre 25 år
Læs også
Broløbet vender tilbage i 2023 - Storebæltsbroen kan fejre 25 år

Det er en stigning på 181 millioner kroner i forhold til 2021.

Forventningerne til det samlede resultat i 2022 nedjusteres til et overskud før skat på 1,0-1,15 milliarder kroner. Nedjusteringen sker som følge af den nuværende inflation.

Den rentebærende gæld for A/S Storebælt ligger efter tredje kvartal på 17,8 milliarder kroner. Det er en reduktion på 0,6 milliarder i forhold til samme tidspunkt i 2021.

Tilbagebetalingstiden for den gæld er 36 år fra åbningen af Storebæltsbroen, hvilket er i 2034.


Nyhedsoverblik