Ballet i verdensklasse i Korsør: - Vi har aldrig set ballet før, men det er fantastisk

Torsdag rykkede Den Kongelige Ballet deres sommerballet til Korsør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torsdag var der ballet i verdensklasse i Korsør Bypark, da Den Kongelige Ballet var forbi byen med deres årlige sommerballet under åben himmel.

- Vi har aldrig set ballet før, men det er fantastisk. Flot musik og fantastiske dansere, siger Gerda Vind, der sammen med sin mand Torben havde lagt vejen forbi byparken for at se ballet.

Den Kongelige Sommerballet har taget ud i landet for at fremføre ballet siden 2006, og det var fjerde gang, at balletten fandt vej forbi Korsør. 

Det er blandt andet formand for Korsør Turistråd, Jørn-Ole Didriksen, der har været med til at arrangere, at forestillingen kom til Korsør. 

- Vi ønskede at give befolkningen en god oplevelse og ikke mindst vores turister. Det er normalt ikke noget, man kommer til eller går til, men her skal jeg love for, at der virkelig er respons på, lød det fra formanden torsdag aften.

quote Jeg har det fantastisk i min mave og i mine øjne. Det er jo en fantastisk forestilling

Jørn-Ole Didriksen, formand, Korsør Turistråd

Ifølge Jørn-Ole Didriksen var 3300 borgere mødt op til balletten.

- Vi vil gerne markere Korsør på landkortet som en kulturel by og en by, hvor der virkelig sker nogle kulturelle begivenheder. Og det er Den Kongelige Ballet med til at stadfæste her, siger Jørn-Ole Didriksen.

Sidst Den Kongelige Ballet kom til Korsør var i 2017. Dengang regnede det så meget, at Den Kongelige Ballet blev nødt til at aflyse arrangementet. Torsdag aften skinnede solen denne gang fra en skyfri himmel.

- Jeg har det fantastisk i min mave og i mine øjne. Det er jo en fantastisk forestilling, siger formanden for Korsør Turistråd.

Torsdag var der mødt 3300 op til Den Kongelige Sommerballet.
Torsdag var der mødt 3300 op til Den Kongelige Sommerballet. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Balletworkshop før forestillingen

Inden Den Kongelige Ballets sommerforestilling var der balletworkshop med det lokale Danse-huset. Her kastede en række børn sig ud i den yndefulde dans. 

- Det er sjovt og en lillesmule svært, lød det fra en pige, der gav sig i kast med den yndefulde dans.

Hvad er det sjoveste?

- Det er der, hvor man skal hoppe og snurre rundt, svarer hun.

Balletworkshoppen var arrangeret af Mirian Sørensen, der ejer Danse-huset. 

- Man skal starte et sted. Det skal vi alle sammen. Men for at blive en god balletdanser skal man rette ryggen, ned med skuldrene, strække benene og bare nyd at danse. Det er det bedste, fortæller hun om balletworkshoppen.

Inden forestillingen var der Balletworkshop med Danse-huset.
Inden forestillingen var der Balletworkshop med Danse-huset. Foto: Frederik Hagedorn

Kan finde på at rejse længere for at se ballet

Tilbage ved balletforestillingen torsdag aften var det første gang, at Torben og Gerda Vind oplevede ballet. Tidligere havde de svært ved at forestille sig, at de kunne finde på at tage ind i Det Kongelige Teater for at se ballet, men det har måske ændret sig nu.  

- Det kan godt være noget, man kunne blive fristet af, for det er jo flot, lyder det fra en begejstret Gerda Vind fra plænen i Korsør.

- Det er virkelig flot. Fantastisk.

Under dette års sommerballet rejser Den Kongelige Ballet rundt til 12 forskellige byer i hele landet. Lørdag den 18. juni kan balletten opleves på Sydkajen i Nakskov på årets anden sidste forestilling.


Nyhedsoverblik