Badmintonklub vil kræve erstatning

Badmintonklubben Team Skælsær-Slagelse vil kræve erstatning af Badminton Danmark. Det sker efter, forbundet har valgt at aflyse DM-finalen for hold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Finalen i DM for hold skulle efter planen have været afviklet torsdag aften. 

Men mandag valgte Team Skælskør-Slagelse at nedlægge protest, fordi Skovshoved ville benytte en spiller, som havde brudt forbundets regler, og det førte tirsdag til, at Badminton Danmark helt valgte at aflyse finalen.

Det er en beslutning, som har store konsekvenser for Team Skælskør-Slagelse både sportsligt og økonomisk. Derfor vil klubben nu kræve erstatning fra forbundet.

- Vi har haft en masse udgifter med at transportere folk til København, og vi har lavet sponsorarrangementer og andre arrangementer i forbindelse med finalen, og det har kostet en masse penge for os, fastslår klubben formand, Michael Stage.

Kan miste sponsorater

Han frygter, at aflysningen af finalen også vil få konsekvenser for klubbens sponsorater.

- Vi har allerede sponsorer, der har meldt ud, at de synes, forløbet har været uprofessionelt, og det ønsker de ikke at støtte op omkring. Det håber vi selvfølgelig, vi kan minimere mest muligt, men det vil få vidtrækkende konsekvenser, hvis det kommer til at berøre vores sponsormidler, for det er jo det, der betaler vores spillerlønninger, og så vil vi fremadrettet få svært ved at have et hold bestående af verdensklassespillere, siger han.

Hos Badminton Danmark vil man se tiden an. 

- Det her er jo brand ærgerligt for alle parter. Jeg skal ikke kunne vurdere, om nogle har lidt et tab, men det er klart, at hvis nogle fremsender et krav om erstatning, så vil vi kigge på det sammen med vores advokat, men jeg kan ikke kommentere på noget, som jeg ikke rigtig kender til, siger direktør i Badminton Danmark, Bo Jensen.

Det er nu uvist, om finalekampen overhovedet vil blive afviklet. Topspillerne har nemlig et stramt program, og det kan blive svært at presse en DM-finale ind.


Nyhedsoverblik