Ældrechef beklager påkørsel af 89-årig beboer

Slagelse Kommunes ældrechef kalder påkørslen af 89-årig beboer på Plejecenter Alliancehaven for både tragisk og ulykkelig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ældrechef i Slagelse Kommune beklager dybt, at en 89-årig beboer på Plejecenter Alliancehaven i Slagelse blev påkørt af en medarbejder.

- Det er heldigvis første gang, der er sket noget så uheldigt, og vi er selvfølgelig rigtig kede af det, siger Marianne Kristensen.

Hændelsen fandt sted den 9. juli på plejecentrets parkeringsplads, hvor en medarbejder ved en fejl overså den 89-årige mand, da hun bakkede ud i sin bil. Ifølge en kilde, som Sjællandske har talt med, fandt ingen det imidlertid nødvendigt at tilkalde politiet, skriver avisen.

Marianne Kristensen ønsker fortsat ikke udtale sig om den konkrete sag, men fortæller til TV ØST, at man nu vil se nærmere på, hvordan den slags situationer fremover skal håndteres.

- Det fremgår ikke af vores nuværende regelsæt, at vi skal kontakte politiet i alle tilfælde af ulykker, men vi vil gå ind og undersøge, om det skal skrives ind, siger hun og tilføjer:

- Vi vil selvfølgelig gøre alt for at undgå, at lignende sker igen, og derfor skal vi også kigge på, om vi kan gøre noget i forhold til den måde, som bilerne holder parkeret på parkeringspladsen.


Nyhedsoverblik