En 18-årig mand fra Slagelse er blevet anholdt og sigtet for gennem juledagene og frem til den 30. december at have afpresset en 15-årig dreng fra byen.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
Den 15-årige blev i dagene mellem den 20. december og den 30. december tvunget til at overføre penge til en række andre drenge i Slagelse.
Afpresningen foregik via Facebooks Messenger, og blev først opdaget, da den 15-årige skulle overføre penge, som han ikke havde, og som han derfor forsøgte at låne af sin familie. De valgte i stedet at melde manden til politiet.
Hos politiet ønsker man ikke at oplyse mange detaljer om, hvordan den 15-årige blev afpresset
- Vi er i gang med en meget følsom efterforskning, og flere kan være involveret i sagen. Derfor kan vi ikke sige meget lige nu, siger Kurt G. Nielsen fra Lokalpolitiet i Slagelse.