Der bliver svinget flittigt med dankortet, når der bliver handlet i de danske netbutikker.
I alt foretog danskerne knap 15 millioner dankortbetalinger i danske internetbutikker i tredje kvartal 2012.
Det er en stigning på knap to millioner betalinger eller 15 procent i forhold til samme periode 2011, viser nye tal fra Nets.
Selvom vi ofte bruger dankortet på nettet, så er det færre eller lidt billigere varer, der ryger i indkøbskurven. I hvert fald lød regningen i gennemsnit på 527 kroner, og det er 27 kroner lavere end gennemsnitskøbet i samme periode året før.
Det samme gjorde sig gældende i andet kvartal, hvor gennemsnitskøbet på 638 kroner var 22 kroner lavere end i samme periode i 2011.
/ritzau/