Travlhed før nytårsaften

Årets næstsidste dag stod i forberedelsernes tegn, for alt skal være klar til den store nytårsfest. Det skabte travlhed hos butikker og erhvervsdrivende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De har nok at se til hos restaurant Fru Holgers Pakhus i Nykøbing Falster.

- Vi har meget travlt i år, fortæller Frank Mørn, der driver stedet sammen med sin kone.

Restauranten leverer nytårsmenuer ud af huset, og i år er der kommet overraskende mange bestillinger.

- Lige nu er vi oppe på 515. Det er over 100 flere end de seneste år, lyder det fra en glad Frank Mørn.

Hos Johns Fisk i Vordingborg er den 30. december også en travl dag.

- Jeg er meget overrasket over, hvor mange kunder vi har i dag. Jeg troede først, de ville komme i morgen, men vi har haft travlt, lige siden vi åbnede, fortæller ejeren John Andersen.

Når nytårsmiddagen er indtaget skal det nye år skydes ind, så hos Jem & Fix i Vordingborg blev der solgt fyrværkeri i læssevis.

- Dagen før nytårsaften er traditionelt vores største dag, når det gælder salg af fyrværkeri. Og i dag har vi haft rigtig meget at lavet, siger butikschef Thomas Nicolaisen, der spår en god omsætning i år.

Alle tre steder får de lige så travlt nytårsaftensdag, når de allersidste forberedelser til den store fest skal klares.


Nyhedsoverblik