Seks personer har på nuværende tidspunkt mistet livet, og 16 personer er såret i en togulykke på Storebælt i morges.
Det er en nyhed, der bliver nøje fulgt af danske medier, men ulykken trækker også overskrifter i udlandet.
Hos nabolandene har blandt andet tyske Die Zeit og svenske Aftonbladet historien om togulykken på deres hjemmesider.
Men den alvorlige hændelse på storebæltsbroen bliver også nævnt af store internationale medier. Både af britiske BBC og amerikanske CNN.
Irske RTE og østrigske Kronen Zeitung bringer ligeledes historien om ulykken.
Godstog skyld i togulykke
Det var sandsynligvis en tom trailer fra en godsvogn, der onsdag morgen var skyld i en alvorlig togulykke på Storebæltsbroen.
Lige nu handler det om at indsamle alle tilgængelige informationer og data – ikke kun fra de to tog, men fra alle tilgængelige kilder
Det oplyser Bo Haaning fra Havarikommissionen. Han understreger dog, at det er for tidligt at konkludere noget som helst omkring ulykken.
- Vi er i gang med den indledende undersøgelse, som i en så alvorlig sag som denne vil ende i en egentlig ulykkesundersøgelse. Men lige nu handler det om at indsamle alle tilgængelige informationer og data – ikke kun fra de to tog, men fra alle tilgængelige kilder. Det er lidt som at lægge et puslespil, siger han.
Ifølge Fyns Politi er seks personer omkommet i ulykken. 16 personer er kommet til skade, men er uden for livsfare. Der var 131 passagerer ombord på toget og tre medarbejdere.
Du kan følge seneste nyt om togulykken i vores liveblog her.