Talsmand for lastbilchauffører kalder elefantoverhalinger for vanvittige

Vejdirektoratet udvider overhalingsforbud for lastbiler på motorveje. Det er helt i orden, lyder det fra brancheorganisationen Danske Vognmænd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lastbilchaufførerne på de danske motorveje har fået flere kilometer forbud at rette sig efter.

Vejdirektoratet har nemlig udvidet overhalingsforbuddet i myldretiden for lastbiler, og det betyder, at det er slut med de såkaldte elefantoverhalinger på flere strækninger end hidtil.

På Sjælland er forbuddet udvidet til at gælde hele Vestmotorvejen fra Køge til Korsør, hele Sydmotorvejen fra Køge til Vordingborg samt på Holbækmotorvejen mellem Holbæk og Roskilde.

quote Det kan jo ikke nytte noget, at vi ligger og overhaler og spærrer det hele i myldretiden

Rene Mitrofanov, formand hos vognmandsforening Region Øst

Det udvidede forbud vækker glæde blandt bilisterne. Det bliver også taget fint imod af Rene Mitrofanov, formand hos vognmandsforening Region Øst, der er en underafdeling i brancheorganisationen Danske Vognmænd.  

- Forbuddet er helt okay. Det kan jo ikke nytte noget, at vi ligger og overhaler og spærrer det hele i myldretiden. De der elefantoverhalinger er helt vanvittige, siger Rene Mitrofanov.   

Nogen gange er en overhaling nødvendig

René Mitrofanov påpeger dog, at det sommetider er svært for lastbilchaufførerne ikke at overhale, hvis de fx ender bag en campingvogn, der kører under 80 kilometer i timen.

- Problemet er, når vi støder ind i de der campingvogne eller en lille UP, der har god tid og kører 75 kilometer i timen. De kan trække en hel kø, og så sidder der nogle vognmænd og har leveringstider, der skal overholdes.

Det ændrer ifølge René Mitrofanov dog ikke på, at det er generende, når lastbilerne overhaler hinanden i sneglefart, og det er også noget, som brancheforeningen har fokus på.

- Vi er i dialog med vognmændene og holder ofte møder, hvor vi fortæller, at chaufførerne skal køre ordentligt. Det synes jeg generelt også, at vi gør, men én mand kan jo skabe et dårligt ry for 10, der kører pænt. Derfor er det også helt fint med et forbud, siger han.   

Personbilerne har også et ansvar

Samtidig appellerer René Mitrofanov til, at alle gør en større indsats for, at det glider bedre på vejene.

Et af de største problemer for lastbilchaufførerne er for eksempel, når en personbil trækker direkte ind foran en lastbil, fordi man skal nå en afkørsel.

- Der er ikke noget værre, end når en personbil trækker ind lige foran dig. Så blokerer bremsen automatisk, og vi sidder helt oppe i forruden. Det skaber helt automatisk en harmonikaeffekt, for det er altså ikke nemt at få 56 tons lastbil op i fart igen, siger han.  

René Mitrofanov håber altså, at også personbilerne vil tænke lidt mere over, hvordan de kører på motorvejen.  


Nyhedsoverblik