Svin og planter skaber stærk fremgang for landbruget

Det går godt for svineproducenter og planteavlere, mens kvægproducenter er ramt af faldende mælkepriser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For første gang i mange år går det rigtig godt for store dele af landbruget. I 2012 lykkedes det svineproducenter og planteavlere at lave solide driftsresultater, mens det kniber for kvægproducenter at følge med.

Det viser en analyse af landmændenes økonomi i 2012 fra Videncentret for Landbrug.

Analysen viser, at svineproducenterne i gennemsnit leverede et driftsresultat på 873.000, og det er en forbedring på 588.000 kroner i forhold til 2011.

I 2008 oplevede svineproducenter i gennemsnit et tab på 1,2 millioner kroner, hvilket betyder, at producenterne på fem år har mærket en fremgang i driftsresultatet på to millioner kroner.

Priserne stiger

Ifølge direktør i Landbrug og Fødevarer Martin Merrild mærker landbrugssektoren nu stigende priser efter flere år med økonomisk krise.

- Under den økonomiske krise faldt efterspørgslen på fødevarer dramatisk, og det betød store indtjeningsproblemer i landbrugs- og fødevaresektoren. Det har nu normaliseret sig, og det er det, der gør udslaget i 2012, siger han til Ritzau.

Den stigende tendens gælder også planteavlerne, der fra 2011 til 2012 mærkede en stigning i gennemsnit på 474.000 kroner.

Til gengæld skaber faldende mælkepriser fortsat problemer for kvægproducenterne. Selv om driftsresultatet i gennemsnit var det næstbedste i de seneste fem år, var resultatet i 2013 faktisk et fald i forhold til året før på 18.000 kroner.

- Kvægproducenter har tjent for lidt, og det er et kæmpeproblem. Det er så alvorligt, at vi frygter, at leverancerne til mejerierne er truet, hvis der ikke kommer en væsentlig forbedring af mælkeproducenternes økonomi, siger Martin Merrild.

/ritzau/


Nyhedsoverblik