Svensk vinterferie: Svenskerne fylder Scandlines' færger

Der er pres på de danske færger fredag, da svenskerne får vinterferie i uge 8. Men alt sejler, som det skal, oplyser Scandlines.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er tryk på færgerne fredag morgen. 

Scandlines melder flere afgange udsolgt, og det er primært svenskerne, som får vinterferie i uge 8, der fylder færgerne. 

- Svenskerne starter vinterferie i dag, så det giver et ekstra ryk. Der er også nogle enkelte skoler, der først har vinterferie i næste uge, siger Annette Ustrup Svendsen, pressechef hos Scandlines, til TV ØST.

Hun oplyser, at der på ruten mellem Gedser-Rostock er udsolgt på afgangene klokken 7.00, 9.00 og 11.00. 

- På Rødby er det lidt sværere at forudsige noget, da der ikke er ret mange forudbestilte billetter, da færgen sejler hver halve time.

- Men alt sejler, som det skal. Det er helt regelmæssigt, forsikrer Annette Ustrup Svendsen. 

Vejdirektoratet forventer ikke flere trafikanter på vejene end normalt fredag, oplyser de til TV ØST.