"Om et øjeblik ligner det en omgang kogt salat," siger Kenneth Hansen fra NCC.
Han er ude for at tage kampen op mod ukrudtet langs vejene i Odsherred. Det er hverken ved hjælp af ukrudtsbrændere eller - midler. Derimod har man taget en helt anderledes metode i brug. Man kvæler de uønskede vækster ved hjælp af sukkerskum.
"Det er sådan set ikke ukrudtet, der dræber ukrudtet. Det er derimod det kogende vand. Skummet isolerer varmen, så det ikke fordamper fra varmen," siger Kenneth Hansen. Skummet består af en blanding af kokos - og majssukker.
Fjern opfindelse
Metoden blev opfundet på New Zealand, hvor man ville undgå at ukrudtsbrændere satte ild til omkringliggende bygninger eller tørre områder og dermed forårsage brande. Det er både CO2 - neutralt og fri for pesticider. Mens de uvelkomne planter kommes til livs med skumsprøjt, så trækker det også opmærksomhed fra forbipasserende.
"De fleste er nysgerrige og spørger, hvad det er, der foregår. De tror, jeg går rundt og vasker fortove med sæbevand. Når de så får at vide, at det rent faktisk er ukrudtsbekæmpelse, og at det rent faktisk er pesticidefrit, så er de positive," siger Kenneth Hansen.
Danmark er et af de eneste lande i verden, hvor man bruger sukkerskum til at bekæmpe ukrudt. Det er endnu ikke muligt at få skum til ukrudtsbekæmpelse i haven.