Stjal bil med barn på bagsædet

En tre-årig pige blev ved et tilfælde midlertidigt bortført mandag eftermiddag. Hun opdagede det dog ikke, før hun igen var tilbage hos forældrene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et par oplevede i går enhver forælders mareridt, da deres bil blev stjålet for næsen af dem på Stavnstrupvej ved Tappernøje.

På bagsædet sad nemlig deres tre-årige pige og sov.

- Forældrene gik lige ved siden af bilen, og var ved at hugge brænde og havde derfor ladet pigen sove på bagsædet, fortæller Palle O. Hansen, fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Forældrene alarmerede straks politiet, men manden, som i øvrigt både var alkoholpåvirket og havde fået taget sit kørekort, opdagede selv efter nogle få minutter pigen på bagsædet. Han holdt derfor ind til siden, og tog kontakt til nogle tilfældige forbipasserende. Han blev kort efter pågrebet af politiet.

Pigen sov igennem hele seancen, og kom således helt uskadt og uvidende igennem dramaet.