Stadig masser af oprydning efter storm

Rundt omkring i regionen er der stadig mange spor af stormen i mandags. I Hørve håber en børnehave, at kommunen snart vil fjerne det væltede træ op ad husmuren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- De mest akutte situationer er der styr på.

Sådan lyder meldingen fra både Slagelse og Holbæk Kommuner her en uge efter, stormen ramte her i regionen. Der er dog stadig arbejde for kommunernes Vej og Park-folk i mindst 14 dage endnu.

Træ i børnehaven
I Odsherred Kommune melder de stadig om spærrede sommerhusveje, og kommunens folk har endnu heller ikke haft tid til at komme ud og fjerne et væltet træ i en børnehave i Hørve.

Det gamle træ væltede i mandags og lagde sig op ad husmuren og taget på børnehaven.

- Vi har fået at vide, at der ikke er sket noget med taget eller børnehaven som sådan, så den største bekymring er jo, hvis det vælter mere, eller det blæser op igen, men det satser vi ikke på, siger Mie Holst, som er pædagog i børnehaven Bevægelseshaven i Hørve.

Godt råd: kig op
I Slagelse Kommune er Vej- og Park-folkene nået til oprydning i parker, grønne arealer og grøfter. Men selv om de væltede træer er fjernet fra vejene, så bør trafikanter og borgere stadig være opmærksomme.

- Det er vigtigt, at hvis man færdes i skove og parker og sådan, at man lige kigger op og ser, hvad foregår der egentlig, for der kan stadig hænge store grene, der er på vej ned, siger Nikolaj Larsen, som er specialarbejder i Slagelse Kommune.


Nyhedsoverblik