SF trækker sig

Rundt om i hele regionen er SF´ere i dag både chokerede og lettede over partiets beslutning om at træde ud af regeringen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

SF er ude af regeringen, og formanden Anette Vilhelmsen trak sig fra posten.

- For mig er det en svær dag i dag. Da jeg i sin tid påtog mig opgaven at stå i spidsen for SF, var SF i en meget turbulent tid. Jeg havde en formodning om, at det blev en hård opgave. Det blev det. Jeg vil i den forbindelse sige tak til Astrid Krag for at have bevaret respekten i samarbejdet, sagde Anette Vilhelmsen på pressemødet i SF's gruppeværelse.

- Noget af det mest pinlige jeg har været med til længe, sagde Ole Sohn om situationen.

SF vil fortsat være parlamentarisk grundlag for en SR-regering, fastslog Vilhelmsen på pressemødet.

SF trækker sig på baggrund af intern splid i partiet, hvor flere fremtrædende folketingsmedlemmer var klar til at gå imod partiets linje og stemme imod et salg af DONG-aktier til den berygtede investeringsbank Goldman Sachs.

 

Reaktioner fra Sjælland

Tidligere har Sjællands Storkreds været ud og ytre ønske om en ny formand. Et muligt bud kunne være Pia Olsen Dyhr, siger formanden for Sjællands Storkreds.

- Jeg har hørt et navn som Pia Olsen Dyhr nævnt som en mulighed. Jeg har kendt hende i mange år, og hun har vist sig at være driftsikker. Men lad os nu se, om ikke andre også kommer på banen, siger Jørgen Baadsgaard, formand for SF's storkreds på Sjælland til TV2 News.

 En lokal folketingskandidat er rystet over, hvad der er sket.

- Jeg er fuldstændig rystet over forløbet det sidste halve døgn. Beslutningen er både rigtig og forkert. Vi får selvfølgelig meget mere ud af at sidde med ved forhandlingsbordet, men vores rolle i diverse reformer har været pinagtig at se på. Jeg tror, Pia Olsen Dyhr er det mest oplagte bud på en ny formand, siger Annemette Schønberg Johnsen, folketingskandidat for SF i Guldborgsundkredsen.

En anden lokalformand ser lidt anderledes på det.

- Jeg drager et lettelsens suk. Situationen er ikke god, men det er nødvendigt at sætte hælen i nu, siger Arne Nygaard Mikkelsen, byrådsmedlem og lokalformand for SF i Odsherred.


Nyhedsoverblik