Posten kommer ud igen - men i klumper

De strejkende postchauffører er gået på arbejde igen efter en strejke på et døgns tid. Posten kommer nu ud igen. Først om et par dage er det hele normalt igen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De strejkende chauffører i Post Danmark er gået i arbejde igen. Og det betyder, at posten igen kommer ud - omend med lidt klumper i leveringen.

Chaufførerne i Post Danmarks Transport gik natten til onsdag hjem, da de var utilfredse med ledelsens tilbud om en krone mere i timen. Chaufførerne kræver, at deres løn følger med priserne.

Strejken betød, at udbringningen af posten stort set blev sat i stå både på Sjælland og på Fyn. Postbudene var ikke med i strejken - men posten kom ikke ud til distributionscentrene.

Post til og fra jyske husstande har ikke været berørt af strejken, oplyser Post Danmark til Ritzau.