Et flertal i Folketinget har sagt ja til at bruge 4,6 - 5,2 mia. kr. på Femern-projektet, før man ved, om Tyskland giver grønt lys for projektet.
Det skriver Finans.dk.
Der venter en retssag for Femern-projektet, hvor tyske modstandere af projektet vil forsøge at stoppe det, og det mener Frank Nägele, der er tidligere statssekretær i Slesvig-Holsten, gør projektet usikkert.
- Når sager kommer for forvaltningsretten i Leipzig har jeg ofte været overrasket over, hvad der er sket. Derfor mener jeg, at det er farligt at spekulere i udfaldet af en sådan retssag, siger Frank Nägele til Finans.dk.
Professor i offentlig forvaltning ved RUC, Bent Greve, mener det er unødvendigt mange penge at sætte i et usikkert projekt.
- At investere 5 mia. kr., før man er sikker på, om man kan gå videre med projektet, forekommer som et overraskende stort tal. Selvfølgelig vil der være omkostninger til VVM-undersøgelser, projektering og andet, men det koster altså ikke så mange penge, siger Bent Greve til Finans.dk.
Man forventer, at de tyske myndigheder godkender projektet i slutningen af 2018.