Ifølge embedslægen har otte plejehjem fra hele regionen haft alvorlige fejl og mangler. Det fortæller P4 Sjælland i nyhederne tirsdag morgen, efter DR har søgt aktindsigt i tilsyn med plejehjem i 2014 landet over.
I tilsynsrapporten fremgår det, at flere beboere på plejehjemmene er blevet fejlmedicineret. Eksempelvis har en beboer ikke modtaget sin insulin, fortæller P4 Sjælland.
Det drejer sig om tre plejehjem i Guldborgsund Kommune, to i Odsherred og et i henholdsvis Næstved, Holbæk og Lolland.
Fire af plejehjemmene har siden haft et opfølgende tilsyn, hvor fejlene har været rettet, mens resten venter på uventet besøg.