Når krigsskibet 'Absalon', der kommer fra Flådestation Korsør ,fanger pirater ud for Afrikas kyst skal piraterne ikke frygte at komme til at gå planken ud.
Den værste straf for de pirater, som bliver fanget af Absalon er nemlig i stort set alle tilfælde, at de må aflevere
deres våben - og sejle hjem, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten
Absalon har ændret praksis efter et juridisk og politisk tovtrækkeri i 2008, da besætningen tog 10 pirater til fange, som den måtte slippe løs efter en uge.
- Man kan sige, at vi er blevet mere pragmatiske, siger kommandørkaptajn Dan B. Termansen, der er skibschef på 'Absalon'.
- Vi foretager en afvejning af, hvad der er mest effektivt, og det er ikke at sejle rundt med piraterne. Det er at afvæbne dem og sende dem af sted.
Lørdag kom 'Absalon' et vietnamesisk fragtskib til undsætning, og den 25. februar pågreb Korsør-skibet syv mistænkte pirater. De blev afvæbnet - og sendt hjem.