Patientundersøgelse giver skulderklap til personalet

Patienterne er meget tilfredse med kontakten til personalet på Region Sjællands akutafdelinger. Samtidig er der på flere områder en stigning i positive oplevelser med akutafdelingerne fra 2014 til 2015, viser ny undersøgelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er fortsat personalets kontakt til patienten, der opnår størst tilfredshed hos patienterne i den årlige LUP-undersøgelse om patienttilfredshed, skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

- Det er vi meget glade for. Det er først og fremmest et stort skulderklap til sekretærerne, sygeplejerskerne og lægerne, som igen i år bliver anerkendt for deres arbejde med patienterne, siger Jens Stenbæk, Regionsrådsformand i Region Sjælland.

Foruden ovenstående oplyser patienter i undersøgelsen, at de i 2015 har haft bedre oplevelser, når det kommer til smertelindring, adgang til mad og drikke samt mulighed for adspredelse i akutafdelignens venteværelser.

Flest patienter mangler information om ventetid

Information om ventetid er stadig det, som flest patienter mangler at få information om. Her ligger Region Sjælland på landsgennemsnittet. Der er dog lidt fremgang at spore. Akutafdelingerne er bl.a. blevet bedre til at informere om, hvad årsagen til ventetiden er.

- Vi skal se på, hvordan vi forbedrer os endnu mere, der hvor vi har en lav score. Ventetiden er ligesom sidste år et fokuspunkt, og sygehusene arbejder hele tiden med, hvordan de kan hjælpe borgerne endnu mere, siger Jens Stenbæk.

Region Sjælland er den region, der har rykket sig positivt på flest områder og ligger samlet set ikke under gennemsnittet på noget område.


Nyhedsoverblik