Pas på dig selv i stormen

Stormen raser over Danmark. Følg politiets råd og lad være med at tage chancer. Her kan du læse de gode råd til trafikanterne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ved sidste storm i oktober mistede 2 personer livet og 100 mennesker kom til skade, fortæller DR. Derfor er der al mulig grund til at tage den aktuelle storm alvorlig og følge myndighedernes udmeldinger, skriver Sikkertrafik i en pressemeddelelse.

- Hvis politiet melder ud, at man bør blive inde, så er det vigtigt, at man gør det. Så er det fordi, der er en stor risiko ved at bevæge sig ud i trafikken, siger Søren Ørsted Pedersen, pressekonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Især gående og cyklister er udsatte i det hårde vejr. Overvej derfor nøje, hvor nødvendigt det er at gå ud, mens stormen raser.

Pas på tagsten

I byerne er der risiko for, at tagsten, tagplader, stilladser eller skilte kommer flyvende gennem luften med høj fart, der kan give alvorlige skader eller i værste fald koste livet.

Overvej nøje om du bør lade cyklen stå, da de kraftige vindstød kan skubbe dig ud på kørebanen.

Sæt farten ned i bilen

Er du i bil, så overvej hvilken rute du kører. Undlad at køre gennem skovområder, hvis du kan tage en alternativ rute. I skovene er der risiko for at træer kan vælte og store grene knække af og ramme de kørende.

De voldsomme vindstød kan også være en slem overraskelse for bilisterne, der kan komme til at køre over i modsatte vognbane eller komme ud af kurs og ramme cyklister eller gående.

Derfor er det en god ide at sætte farten ned og være ekstra opmærksom bag rattet.

Derfor er de gode råd:

  • Hold dig orienteret om stormen via nyhederne.
  • Følg de gode råd og anbefalinger fra myndighederne.
  • Overvej nøje om du behøver gå ud - udsæt aftaler til en anden dag.
  • Vær varsom med at cykle - vindstød kan skubbe dig ud på vognbanen.
  • Pas ekstra på i områder, hvor der kan falde tagsten, tagplader, grene etc. ned.
  • Sørg for at mobilen er opladet og hav et tæppe med i bilen, så du ikke fryser, hvis du venter på hjælp.
  • Få mere at vide om situationen på vejene hos Vejdirektoratet.
  • Politiets udmeldinger kan du følge på www.politi.dk eller via Twitter, hvor der lægges nyt ud om stormen under navnet #stormdk
  • Hos Beredskabsstyrelsen kan du se, hvordan du bør forholde dig, når vi rammes af storm eller orkan.
  • På DSB´s hjemmeside kan du læse om, hvorvidt togene kører og hvor ofte.

 


Nyhedsoverblik