Klimaramte kommuner kan få hjælp mod vandet

Når kystbyer skal sikres mod vand, kan de samtidig gøres mere attraktive.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kommuner klemt af klimaforandringer og risiko for oversvømmelser kan søge økonomisk støtte til at sikre sig mod vandmasserne og samtidig gøre de truede byer mere lækre.

Med en pose penge fra Realdania og Miljø- og Fødevareministeriet kan kommuner søge støtte til nytænkende løsninger.

De skal ruste danske byer både til fremtidens klima med stigende havvand og stormfloder og udvikle attraktive byområder.

quote Samtidig med at vandet stiger, så bygger mange byer jo af rekreative årsager stadigt tættere på vandet

Mikkel Suell Henriques, projektchef hos Realdania

- Samtidig med at vandet stiger, så bygger mange byer jo af rekreative årsager stadigt tættere på vandet.

- Så det er vigtigt, at vi ikke investerer store summer i byggerier, som bliver oversvømmet i de kommende år, siger Mikkel Suell Henriques, projektchef hos Realdania.

Vil udvælge frontløberne

I første omgang kan kommuner søge støtte til omkring ti pilotprojekter, der får hjælp til udvikling af rådgivere og forskere.

- Vi vil udvælge frontløberne for at udvikle næste generation af løsninger, så vi kan få nogle gode eksempler, som kan inspirere mange andre, siger han.

Læs også
Oversvømmelser truer de regionale kyster - sådan sikrer kommunerne sig
Læs også
Oversvømmelser truer de regionale kyster - sådan sikrer kommunerne sig

Efterfølgende kan de bedste pilotprojekter få støtte til anlægsfasen.

Vandet stiger de næste mange hundrede år

Alt tyder på, at vandet vil stige de næste mange hundrede år.

- Derfor skal vi i god tid finde gode løsninger. Vi er i Danmark dygtige til diger og sluser. Men vi vil gerne udforske andre muligheder, som kan bruges også andre steder i verden, siger han.

quote Vi vil gerne undgå, at man går i panik efter sådan én og laver hastige men grimme løsninger, som skaber en barriere mellem by og vand

Mikkel Suell Henriques, projektchef hos Realdania

Mikkel Suell Henriques peger på Lemvig som eksempel på en by med både klimasikret og moderniseret havnemiljø.

Artiklen fortsætter under billedet.

Nordhavnen i Vordingborg by blev i begyndelsen af januar oversvømmet, da stormen Alfrida ramte regionen.
Nordhavnen i Vordingborg by blev i begyndelsen af januar oversvømmet, da stormen Alfrida ramte regionen. Foto: TV2 ØST

- På helt nye træbrygger kan alle vandre helt tæt på vandet. Samtidig snor en ny højvandsmur sig mellem bygningerne og sikrer byen mod oversvømmelser.

- Rigtigt mange andre byer står i samme situation. Der vil komme flere og værre stormfloder.

Klintholm Havn
Læs også
Realdania giver millioner af kroner til provinsen - og det virker
Klintholm Havn
Læs også
Realdania giver millioner af kroner til provinsen - og det virker

- Vi vil gerne undgå, at man går i panik efter sådan én og laver hastige men grimme løsninger, som skaber en barriere mellem by og vand. I stedet skal man forberede sig i god tid, siger Mikkel Suell Henriques.

Cowi har estimeret danske klimaskader på 43 milliarder kroner om året om 100 år, hvis der ikke gøres noget.

I alt er der afsat 60 millioner kroner til projekter i den fælles indsats fra ministeriet og Realdania.


Nyhedsoverblik