Kampen mod sneen: - Hvis det her fortsætter, ser det ikke godt ud i morgen tidlig

Snefygningen har fået både kommune og autohjælp på arbejde. Alle mand er sat ind og arbejdet er ikke slut endnu.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Dagen begyndte ellers med solskin.

Men så tog sneen fat. Og det samme gjorde blæsten. Tilsammen skabte det en kraftig snefygning, som har dækket Sydsjælland og Lolland-Falster i sne.

- Det har været en hektisk dag – og det er det stadigvæk, siger Jan Hansen, vintervagt, Vordingborg Kommune.

Jan Hansen fortæller, at de har sat alle mand på arbejde tirsdag til at rydde sne fra vejene. 

- Jeg har svært ved at se, hvordan det ser ud i morgen. Men hvis det her fortsætter, så ser det ikke godt ud i morgen tidlig. Det er helt afgjort. Lige nu har vi alt ude og køre, og der er begyndt at komme drivdannelser, så det er ikke godt, det er det ikke, siger Jan Hansen.

- Så hvis ikke man skal ud at køre, så bliv hjemme.

En fordobling i antallet af assistancer

Også hos SOS Dansk Autohjælp har man haft – og har stadig – en hektisk dag.

- Jeg skal da love for, vi har fået vores sag for med det snevejr her, siger Anders Flink fra SOS Dansk Autohjælp.

Ifølge Anders Flink har de her i regionen siden klokken 14 kørt omkring 400 assistancer for at trække folk fra sneen.

- Det er cirka en fordobling af normalbilledet. Og det går primært på fritrækning lige nu, siger han.

- Så længe der sidder folk rundt omkring i sneen – vi kører jo i døgndrift – så indtil vi har fået ro på situationen, så har vi ekstra bemanding på, som kører rundt og hjælper folk.

Fem råd fra SOS Dansk Autohjælp