Kalundborg knuser konkurrenterne igen

Én kommune har mere end nogen anden sat fingeraftryk på Kommunekampen. Det er Kalundborg Knights, som for anden måned i træk vinder retten til at huse pokalen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De har gjort det igen, Kalundborg Knights. Fejet al konkurrence af banen og overbevisende vundet deres anden kommunekampsdyst i efteråret. Denne gang er det september måneds konkurrence, de vinder. Sejren tilfalder holdet, fordi Kalundborg i forhold til sin størrelse størrelse har været den bedste kommune til at aktivere borgerne på Endomondo. Det betyder altså, at den kæmpestore kommunekampspokal får lov til at tilbringe endnu en måned i Nordvestsjælland.

Mange har kæmpet

Hele 946 personer er aktive for Kalundborgs kommunehold i Kommunekampen. Det svarer til hele 2 procent af kommunens samlede befolkning - inklusiv de allermindste og de ældste. Andenpladsen i konkurrencen går til regionens næstmindste kommune, Sorø Saints, som på trods af sin størrelse lykkedes med at få aktiveret 471 borgere svarende til 1,6 procent af alle indbyggere i kommunen.

Stilligen i midterfeltet har ikke ændret sig, siden konkurrencen blev sat i gang. Det lykkedes til gengæld Vordingborg Vikings at forsvare den 10. plads, som holdet erobrede fra Lolland i sidste uge. Også Ringsted Raiders beholdt den 3. plads, de overtog fra Næstved Nighthawks tidligere på måneden.

Fire på stribe

Sejren til Kalundborg Knights er holdets fjerde sejr i træk. Først vandt kalundborgenserne forårets kommunekamp, så snuppede de sejren i sommerdysten og endeligt vandt de begge delkonkurrencer, som har kørt i efteråret.

I den samlede stilling er det fortsat Næstved Nighthawks, der fører komfortabelt. Kommunekampen kører frem til den 23. november. Kommunekampens sidste delkonkurrence bliver officielt skudt i gang d. 1. oktober. 

Den endelige stilling:

1. Kalundborg Knights: 946 (aktive Endomondo-medlemmer) = 2,0 pct. (af kommunens indbyggere)

2. Sorø Saints: 471 = 1,6 pct.

3. Ringsted Raiders: 474 = 1,43

4. Næstved Nighthawks: 1138 = 1,40

5. Odsherred Owls: 333 = 1,0

6. Faxe Fighters: 332 = 0,9

7. Slagelse Superstars: 619 = 0,8

8. Guldborgsund Giants: 443 = 0,72

9. Holbæk Heros: 486 = 0,70

10. Vordingborg Vikings: 238 = 0,52

11. Lolland Lions: 225 = 0,51

12. Stevns Steelers: 97 = 0,4


Nyhedsoverblik