Kæmpefald i fiskekvoter i Østersøen - men mindre end forventet

Efter kompromisaftale bliver nedgangen i de danske fiskekvoter mindre, end EU-Kommissionen havde lagt op til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ved et ministerrådsmøde i Luxembourg mandag aften er EU-landene blevet enige om at reducere fiskekvoterne i Østersøen voldsomt.

Men nedgangen i de danske fiskekvoter bliver mindre, end EU-Kommissionen havde lagt op til, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

EU-Kommissionen havde fremlagt et forslag til næste års fiskekvoter, hvor silde- og torskekvoterne for 2020 i den vestlige Østersø sænkes henholdsvis 68 og 71 procent.

Mere end halveret

For Danmark betyder dagens forhandling, at torskekvoten bliver reduceret med 60 procent, og sildekvoten bliver reduceret med 65 procent.

Fiskeriminister Mogens Jensen (S) siger til Ritzau, at man med de vedtagne kvoter har "ramt en god balance" mellem hensyn til fiskebestandene og fiskerierhvervet.

Fisker
Læs også
EU vil skære på fiskekvoterne i Østersøen – men Danmark kæmper imod
Fisker
Læs også
EU vil skære på fiskekvoterne i Østersøen – men Danmark kæmper imod

- Jeg er godt tilfreds med, at vi har fundet et kompromis, hvor fiskebestandene får gode betingelser for at vokse, samtidig med at østersøfiskerne kan fortsætte med at fiske.

- Fiskerne skal leve af at fiske, men det kan de kun, hvis der også er fisk at fange de kommende år, tilføjer fiskeriministeren.

Fiskebestand stærkt truet

Fiskebestanden i Østersøen er under pres, og flere steder er den i fare for at kollapse. I juli måtte EU-Kommissionen forbyde erhvervsfiskeri af torsk i dele af Østersøen resten af året, fordi arten var "stærkt truet".

Danmarks Naturfredningsforening har tidligere kritiseret regeringens linje på fiskeriet i farvandet.

Samtidig har Danmarks Fiskeriforening opfordret til, at kvoterne skulle fastholdes på samme niveau som nu - langt højere end hvad EU-Kommissionen ønsker.

Men Mogens Jensen erklærer, at han fortsat vil forsøge at forbedre dialogen med erhvervet og de grønne organisationer fremadrettet.

- Kvoterne er altafgørende for fiskerne, og særligt fiskere med mindre fartøjer er påvirket af nedgangen i kvoterne i Østersøen. Jeg vil allerede i efteråret invitere til en bred dialog om, hvordan vi skaber rammerne for fremtidens fiskeri i Østersøen, og hvordan fiskeriet skal udvikle sig, siger han.


Nyhedsoverblik