Fly med dræbt dansk soldat lander søndag

Konstabel Sophia Bruun, der blev dræbt i Afghanistan tirsdag, kommer tilbage til Danmark søndag morgen. Mindehøjtideligheden holdes i Roskilde Lufthavn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

 

Kisten med den 22-årige konstabel Sophia Bruun, der blev den første danske kvindelige soldat, som er blevet dræbt i Afghanistan, lander med fly på dansk jord søndag morgen. Det oplyser Hærens Operative Kommando.

Flyet lander klokken 9.30 i Roskilde Lufthavn. Ved mindehøjtideligheden vil de nærmeste pårørende, familie, venner, kolleger samt forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) være til stede.

Konstabel Sophia Bruuns bisættelse finder sted på onsdag ved en privat ceremoni i Sankt Nikolai Kirke i Holbæk.

Sophia Bruun mistede livet i tirsdags, efter at hendes Piranha-mandskabsvogn var blevet ramt af en vejsidebombe i Helmandprovinsen i Afghanistan. Fem andre blev såret ved tirsdagens to bombeangreb.

/Ritzau/