Der er flest kontanthjælpsmodtagere i Vest- og Sydsjælland og færrest i Nordsjælland.
Danmarks Statistik har undersøgt, hvor der er den største og mindste andel af kontanthjælpsmodtagere i Danmark. Sjælland sætter sig på begge pladser.
Ifølge opgørelsen var Nordsjælland det sted i landet med den mindste andel kontanthjælpsmodtagere. Den lød på 3,8 procent af befolkningen mellem 16 og 64 år.
Vest- og Sydsjælland har til gengæld den højeste andel af befolkningen på kontanthjælp nemlig 6,0 procent.
- I juni var der 175.500 modtagere af kontanthjælp. I forhold til juni sidste år er det et fald på 3500 personer. Gruppen af kontanthjælpsmodtagere, der er vurderet til at være jobparate, er faldet med 5100 i samme periode, skriver Danmarks Statistik.