Den 1. oktober blev 1.610 danske fødevarevirksomheder pålagt at veje fedtindholdet i deres deres produkter og betale afgift til staten.
Både før og efter har Skat gjort en ekstraordinær indsats for at vejlede branchen om administration af afgiften.
Alligevel er det foreløbig kun 818 af de 1.610 fødevarevirksomheder, der har ladet sig registrere hos Skat, skriver dagbladet Nordvestnyt.
- Når halvdelen af fødevarevirksomhederne stadig ikke er blevet registreret, kan det enten skyldes, at lovens skøn over antallet af berørte virksomheder er sat for højt, eller at ikke alle berørte virksomheder har forstået, at loven også gælder dem, siger Marianne Johansen fra Skat i Køge, som er ansvarlig for inddrivelse af punktafgifter i den sjællandske skatteregion.
Fødevarevirksomhedernes første opgørelse af fedtafgiften er 1. november. Fristen for indbetaling er 15. november, hvor Skats medarbejdere forventer travlhed med at svare på praktiske spørgsmål over telefon og email.
Og virksomhederne behøver ikke at holde sig tilbage med at kontakte Skat af frygt for bøder eller andre repressalier.
- Medmindre der er tale om en meget grel lovovertrædelse, er der ikke praksis for, at Skat slår hårdt ned med bål og brand, når det gælder en ny afgift, siger Marianne Johansen.