Fantastiske Fællesskaber - her er de fem udvalgte i kampen om 100.000 kroner

Ud af 58 tilmeldte har en jury nu udvalgt de fem fællesskaber, der skal kæmpe om præmien på 100.000 kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mandag mødtes juryen bag Fantastiske Fællesskaber på TV2 ØST for at gennemgå de 58 foreninger og fællesskaber, som har meldt sig i konkurrencen om at blive kåret til områdets mest fantastiske fællesskab og vinde premien på 100.000 kroner. 

Juryen kiggede især efter fællesskaber, som skaber engagement, der åbner sig for nye medlemmer, som går nye veje og bidrager til lokalmiljøet. 

- Det var rigtig svært, fordi der var rigtig mange gode fantastiske fællesskaber, fortæller den ene af juryens medlemmer, Louise Flørning, der er formand for sidste års vinder Idestrup og Omegns Lokalråd.

De fem nominerede:

  • Døllefjelde-Musse Marked
  • ​​Folkeskovens FrivilligLaug (Tappernøje)
  • Sceptor (Næstved)
  • Slagelse Idræts Klub
  • Sørby E-sport

De fem nominerede fællesskaber går nu videre i konkurrencen, hvor TV2 ØST i den kommende tid vil lave små portrætfilm af dem hver i sær. Til november er det så op til seerne og brugerne at stemme på deres favoritter til titlen som årets mest fantastiske fællesskab og vinderen kåres 14. november.

- Vi har prøvet at ramme dem, som forgrener sig ud i lokalsamfundet og som er gode inspirationskilder, forklarer Louise Flørning.

- Og det har været rigtig svært ikke at holde dem op imod hinanden, fordi de her fællesskaber bidrager jo hver især med noget godt.

Skal styrke sammenhængskraften

Udover Louise Flørning bestod juryen af Benjamin Rasmussen, medstifter af Stop Spild Lokalt, Esben Danielsen, direktør Lokale og Anlægsfonden og Vagn Petersen, direktør på TV2 ØST.

VIDEO: Hør Louise Flørning fortælle om, hvilke tanker, der ligger bag udvægelsen af de udvalgte fem fællesskaber.

Fantastiske Fællesskaber er skabt i samarbejde mellem syv TV 2 Regioner, Lokale og Anlægsfonden, Tuborgfondet og Made By Us for at hylde alt det, vi danskere har og gør sammen. Et projekt, der skal være med til at styrke sammenhængskraften og civilsamfundets betydning i vores landsdele.

- Det lokale engagement i foreningslivet, frivilligt drevne indsatser og projekter er afgørende for
sammenhængskraften i vores samfund og styrkende for vores livsindhold. Det er store ord om noget, der jo bare sker hver dag i et utal af små og store indsatser. Men netop ved at sætte fokus på alle de fantastiske fællesskaber, som Danmark er fuld af, synliggører, anerkender og viser vi, hvor meget det er værd, fortæller Esben Danieklsen, direktør for Lokale og Anlægsfonden.


Nyhedsoverblik