Døde køer stammer formentligt fra libanesisk skib

De seneste ugers dødfundne køer i Danmark og Sverige stammer fra et libanesisk skib, og der er tilsyneladende en forklaring på de bunde ben og de manglende ører

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er formentligt et libanesisk skib, der har læsset døde køer i vandet. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge ordensmagten er det gode vidneobservationer, der har ført dem på sporet af et libanesisk skib. Politiet formoder, at det drejer sig om et libanesisk skib, der fra en havn i USA har fragtet levende kreaturer til Europa. Skibet løb ind i en storm i Biscayen, hvorved et antal køer omkom. Det er tilladt at dumpe døde dyr i åbent hav, men ikke i Kielerkanalen og Østersøen, hvor kreaturskibet tilsyneladende har sejlet.

Blev afvist i Rusland

Politiet har fundet ud af, at besætningen på skibet lagde til i en havn i Rusland, hvor de fik afvisning på 11 døde dyr. Herefter er skibet sejlet ned i farvandet omkring Christiansø, og det er her, at politiet mistænker, at en del af de døde køer er smidt i vandet.

Grunden til at ørerne var klippet af – i hvert fald på en del af køerne i Sverige – er sikkert, at kaptajnen ombord så kan bevise via øremærket, at han har haft den pågældende ko ombord. De opsprættede maver skyldes formentlig, at man vil sikre sig, at dyret gik til bunds, og de sammenbundne bagben er højst sandsynligt sket, så en kran kunne få fat og hejse koen ud over rælingen.

14 køer i alt

Lige nu befinder det libanesiske skib sig i en havn i Østersøen, og det overvejes hvorvidt, der skal ske retsforfølgning af ledelsen ombord.

Der er i alt drevet 9 køer i land på svenske kyster og 5 på danske: 1 ved Skælskør, 2 på Lolland, 1 ved Gedser og 1 på Møn.

I arbejdet med at klarlægge disse begivenheder har politiet haft et godt samarbejde med både de danske og svenske veterinærmyndigheder samt det svenske politi.


Nyhedsoverblik