Det er efterhånden lang tid siden, at der for alvor er faldet regn over regionen. Men det er slut nu.
I hvert fald varsler Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) om risiko for kraftig regn og lokale skybrud i hele regionen.
Varslet gælder fra klokken 15 til klokken 22 i aften for Lolland-Falster og Sydsjælland, Nordvestsjælland, Midtsjælland og Sydvestsjælland.
Fra klokken 03 natten til lørdag frem til lørdag middag er der varsel om kraftig regn for Sydsjælland, Nordvestsjælland, Midtsjælland, Sydvestsjælland samt Stevns og Guldborgsund Kommuner.
Giver risiko for oversvømmelser
Ifølge varslet kan der lokalt falde mellem 25 og 35 millimeter på seks timer. Der er også risiko for lokale skybrud, hvor der falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.
DMI advarer samtidig om, at den kraftige regn kan give oversvømmede kældre, vejbaner og viadukter.
- Store mængder vand påvirker trafikken, og der er risiko for strømafbrydelser, skriver de i varslet.
De opfordrer samtidig til, at man tjekker tagrender, nedløbsrør og afløbsrister ved ens bolig, at man lukker døre og vinduer, og at man sætter hastigheden ned, hvis man rammer regnvejret, mens man kører.