Bytter julegaver for 300 millioner kroner

Hver femte dansker regner med at bytte en eller flere julegaver, viser ny undersøgelse fra Dansk Erhverv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom de fleste julegaver heldigvis falder i modtagerens smag, regner hver femte dansker med at skulle bytte en eller flere julegaver.


Det viser en ny undersøgelse som Interresearch har foretaget på vegne af Dansk Erhverv.


Dansk Erhvervs julehandelsanalyse estimerer, at danskerne samlet set forventer at bytte julegaver for omkring 300 millioner kroner i år.


- Der skal byttes gaver for 300 millioner kroner, når butikkerne slår dørene op igen efter jul, og derfor er det vigtigt, at forbrugerne kender byttereglerne, fastslår Lone Rasmussen, markedschef i Dansk Erhverv.


Ingen ret til at bytte


Det er ikke en selvfølge, at julegaver kan byttes. Derfor er det en god idé at orientere sig om byttereglerne, inden man stiller op i byttekøen, understreger Dansk Erhverv.


- Adgangen til at bytte eller returnere en vare er ikke en ret, men en god service, som mange butikker giver deres kunder, siger Lone Rasmussen.


- Hvis gaven skal byttes er det derfor vigtigt, at man har en bon med, hvis der ikke er byttemærke på gaven og overholder den frist, butikken har sat for bytning, siger hun.


- Herudover skal man også huske, at bytteret kun gælder ombytning til andre varer, lyder det fra markedschefen.


- Som hovedregel omregnes den byttede vare til den oprindelige pris. Hvis varen i mellemtiden er blevet nedsat til halv pris, kan kunden ikke kræve en vare ombyttet til to af den samme, men han kan for eksempel bytte gaven til en vare i en anden farve eller størrelse, forklarer Lone Rasmussen.


/ritzau/


Nyhedsoverblik