BR og Toys "R" Us lukker op mod 100 butikker - 450 mister jobbet

Selskabet Top-Toy, der står bag Fætter BR og Toys "R" Us i Norden, går i betalingsstandsning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Top Toy, der ejer legetøjskæderne BR og Toys "R" Us, går i betalingsstandsning.

Rekonstruktionen, som det formelt kaldes, vil berører 450 fuldtidsstillinger, som står til at miste jobbet, på tværs af koncernen. De 180 stillinger er i Danmark.

Det skriver selskabet ifølge i en pressemeddelelse. 

quote Det er meget trist og uheldigt, at vi skal sige farvel til talentfulde kolleger

Per Sigvardsson, administrerende direktør i TOP-TOY

- Det er ikke lykkedes for os at gøre TOP-TOY lønsom i sin nuværende form, og derfor må vi nu ændre grundlæggende på virksomheden ved at forenkle og optimere de sunde dele af forretningen, forklarer administrerende direktør i TOP-TOY Per Sigvardsson.

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Lukker op mod 100 butikker

Selskabet vil lukke op mod 100 butikker i Norden og Tyskland, og desuden skal der blandt andet skæres i hovedkontoret i Vallensbæk.

- Det er meget trist og uheldigt, at vi skal sige farvel til talentfulde kolleger, som alle har kæmpet hårdt for at gøre TOP-TOY til en sund forretning. Men nu skal vi fokusere på at skabe et stærkt TOP-TOY baseret på de mange sunde dele af virksomheden og vores strategi, som allerede er kommet langt, siger Per Sigvardsson.

Top-Toy driver 226 BR-butikker. Derudover har det 72 varehuse med Toys "R" US. Kæden omsatte i seneste regnskabsår for lidt mere end tre milliarder kroner.

Kunder vil ikke mærke noget i december

Formålet med at gå i betalingsstandsning er at skabe en mere enkelt og strømlinet forretning, oplyser Top-Toy.

Det skal ifølge selskabet ske ved at fokusere på færre, men langt mere moderne butikker samt konkurrencedygtig og effektiv onlinehandel.

De danskere, som havde tænkt sig at købe julegaver i Top-Toys butikker, vil stadig kunne gøre det i julemåneden, eftersom både de fysiske butikker og webshoppen stadig vil være fuldt ud aktiv.

Ligesom forbrugerrettigheder som returret, reklamation og garanti ikke berøres af situationen.

Her ligger butikkerne i vores område