Lørdag mødte Michael Jensen ind på politistationen i Roskilde for at begynde sin vagt, men den blev langt fra det, han er vant til. Han var blandt de betjente, der blev sendt til København, hvor en mand havde affyret skud ved først kulturhuset Krudttønden på Østerbro og senere en synagoge i Krystalgade inde i byen.
To personer var på det tidspunkt blevet dræbt og fem betjente såret.
- Jamen jeg kommer ind til en by, hvor vi har en gerningsmand på fri fod. Den her gerningsmand har lavet to episoder. Dels ved Krudttønden om eftermiddagen og dels ved synagogen i Krystalgade senere, så der er noget forvirring herinde. Sådan en sag gør, at ens sanser er skærpet i en helt anden grad end ved tidligere episoder, når vi er blevet kaldt til København. Der er en anden alvor i det her, i og med vi har en gerningsmand på fri fod og fem kolleger er skudt og såret og to personer dræbt.
Var klar
Tirsdag aften var Michael Jensen stadig i København for at assistere kollegerne. Hans familie var afklaret med, at der kunne gå dage, før han kom hjem igen, og selv var han med på, at det kunne blive en realitet at blive sendt til hovedstaden i lørdags.
- Da vi bliver anmodet om at stille en deling inde i København, var jeg fuldstændig klar, for det var i min verden kun et spørgsmål om tid, før de ville få brug for flere folk derinde, siger han.
Du kan se hele interviewet med Michael Jensen her: